547
imellem glubende Rovdyr. Hans Hjerte svulmede af Taknemmelighed og Kærlighed, og han overvandt sig og bankede paa Døren.
„Er der nogen, der vil ind?” sagde hans Fader og lukkede Døren op.
„Moder, du maa ikke røre Gasen!” raabte Drengen, og i det samme lød der et Glædesskrig fra Gasen og Dunfin, der laa bundne paa en Bænk, saa han kunde da høre, at de endnu var i Live.
Men hvem der ogsaa udstødte et Glædesskrig, det var hans Moder. „Nej, hvor du er bleven stor og køn!” raabte hun.
Drengen var ikke gaaet ind i Stuen, men var bleven staaende paa Dørtrinnet som en, der ikke er sikker paa, hvad Modtagelse han vil faa. „Gud være lovet og takket, at jeg har dig igen!“ sagde Moderen. „Kom ind! Kom ind!” — „Velkommen skal du være!” sagde hans Fader; ikke et Ord mere kunde han faa frem.
Men Drengen blev staaende paa Dørtrinnet. Han kunde ikke begribe, at de blev saa glade for ham, saadan som han var. Men saa kom hans Moder hen og slog sine Arme om ham og trak ham ind i Stuen, og saa kunde han mærke, hvordan det hang sammen. „Fader og Moder! Jeg er stor, jeg er Menneske igen!“ raabte han.
