LIV.
AFSKED MED VILDGÆSSENE.
Onsdag 9. November.
Næste Morgen var Niels Holgersen oppe før Daggry og gik ned ad Stranden til. Indeni det endnu var rigtig lyst, stod han paa Strandbredden et Stykke Øst for Smyge Fiskerleje. Han var ganske alene. Han havde været inde i Gaasestien hos Morten Gase og gjort et Forsøg paa at vække ham. Men den store, hvide Vilde ikke røre sig af Pletten. Han sagde ikke et Ord, stak kun Hovedet under Vingen og satte sig til at sove igen.
Det saa ud til at blive en smuk og klar Dag. Det var næsten lige saa fint Vejr som den Foraarsdag, da Vildgæssene kom til Skaane. Havet laa stille og ubevægeligt. Der rørte sig ikke en Vind, og Drengen tænkte paa, hvad for en dejlig Overrejse Vildgæssene vilde faa.
Han selv gik endnu om som i en Drøm. Snart følte han sig som Nisse og snart som Menneske. Naar han saa et Stengærde ved Vejen, turde han knap gaa videre, inden han havde overbevist sig om, at der ikke laa et Rovdyr paa Lur bagved det. Og straks efter lo han af sig selv og glædede sig over, at han var saa høj og stor og stærk, at han ikke behøvede at være bange for noget.
Da han kom ned til Stranden, stillede han sig, saa stor han var, helt nede ved Strandbredden, for at Vildgæssene skulde se ham. Det var en stor Rejsedag. Uophørlig lød der Lokketoner fra Luften. Han smilede ved sig selv, naar han tænkte paa, at han var den eneste, der forstod, hvad det var, Fuglene raabte til hverandre.
Nu kom der ogsaa Vildgæs flyvende. Den ene store Flok fulgte efter den anden. „Bare det ikke er mine Gæs, der fly-
