V.
DEN STORE TRANEDANS PAA KULLABERG.
Tirsdag 29. Marts.
Man maa indrømme, at skønt der er opført mange pragtfulde Bygninger i Skaane, er der ingen af dem alle, der har saa smukke Mure som det gamle Kullaberg[1].
Kullaberg er lavt og langstrakt. Det er ingenlunde noget stort eller vældigt Bjerg. Paa den brede Bjergryg ligger der Skove og Marker og nu og da en Lynghede. Hist og her hæver der sig runde Lyngbakker og nøgne Bjergkuller. Deroppe er der ikke særlig smukt; der ser ud som paa alle andre højtliggende Steder i Skaane.
Den, der gaar ad Landevejen, som løber midt over Bjerget, kan ikke undgaa at føle sig lidt skuffet.
Men saa bøjer han maaske tilfældigvis af fra Vejen og gaar ud til Bjergets Sider og ser ned ad Skraaningen, og da opdager han pludselig saa meget, der er værd at se, at han knap ved, hvordan han skal faa Tid til at se det altsammen.
Thi Sagen er, at Kullaberg ligger ikke paa Landjorden med Sletter og Dale rundt om sig som andre Bjerge, men det har styrtet sig ud i Havet, saa langt det kunde komme. Ikke den mindste Strimmel Land ligger nedenfor Bjerget og beskytter det imod Havets Bølger, nej, de naar helt op til Bjergvæggene og kan slide dem til og forme dem efter Forgodtbefindende.
Derfor staar Bjergvæggene dér saa rigt smykkede, som Havet og dets Hjælper, Vinden, har formaaet. Der er bratte Kløfter, som er skaaret dybt ind i Bjergets Sider, og sorte Klippehammere, som er slidt blanke af Vindens stadige Piske-
- ↑ Kullaberg kaldes i Danmark Kullen.
