105
OLIVER TWIST
Langt om længe holdt Vognen. Sikes stod af og sagde Farvel og gik videre, stadig med Oliver ved Haanden. I Mudder og Mørke, ad øde Smaaveje og over nøgne Marker gik de, indtil de saa' Lysene i en By ret forude. Oliver kunde skønne, at der var Vand foran dem, og at de nærmede sig til en Bro. Men lige som de naaede hen til den, drejede Sikes af og gik ned ad en Skraaning.
»Vandet!« tænkte Oliver og blev stiv af Skræk. »Han har bragt mig hen til dette øde Sted for at myrde mig!» Og han vilde til at kaste sig ned paa Jorden og slaas, saa godt han kunde, for Livet — — —
Men saa opdagede han, at der lige foran dem laa et enligt, forfaldent Hus. Der var mørkt overalt, Huset saa' skummelt og ubeboet ud. Stadig med Olivers Haand i sin gik Sikes hen til den lave Dør og løftede Klinken. Døren gik op for hans Tryk, og de traadte ind.
22.
Indbrudet.
»Aahøj!« brølte en hæs Stemme i samme Nu, de var traadt ind.
»Lad vær' med det Vræl!« svarede Sikes og stængede Døren. »Tag og lys, Toby!«
»Hoho, Kammerat!« skraalte Stemmen igen. »Tag og lys, Barney,
