104
CHARLES DICKENS
i hvis Køkken Sikes bestilte Middagsmad. Gæsterne der inde tog ingen Notits af dem. Efter at de havde spist nogen kold Mad, sad de længe, Sikes trakterede sig selv med den ene Pibe Tobak efter den anden. Oliver tænkte, at nu skulde de vist ikke længer. Træt og en Smule bedøvet af Tobaksrøgen begyndte han snart at nikke, og faldt tilsidst i Søvn.
Det var mørkt, da han blev vækket ved et Puf af Sikes. Han fo'r op og samlede sig sammen og saa' sig om og opdagede, at Sikes sad i fortrolig Samtale med en Bonde ved et Krus Øl. »Ja vel,« sagde Bonden (der lod til at være lidt ilde eller — ligesom man nu tager det! — vel tilpas af at have drukket en Del), »nu skal den stryge hjemefter. Hesten har jo ingen Læs mod i Morges, og det er en god Hest. Dens Skaal!«
»Kunde jeg og min Dreng ikke faa Lov at køre et Stykke med?« spurgte Sikes og skød Øl-Kruset over til sin ny Bekendt.
»Jo, hvis De kan være færdig nu med det samme,« sagde Bonden. »Er der betalt, Bekka?«
»Ja Herren dér har betalt det hele,« svarede Opvartningspigen og pegede paa Sikes.
»Nej hør nu,« erklærede Bonden med drukken Mands Værdighed, »hvad skal dét betyde?!« Saa grublede han et Par Øjeblikke med et saare tankefuldt Ansigt og tog derpaa Sikes' Haand og forsikrede, at han var et nysseligt Menneske. Sikes svarede, at han vilde nok gøre Grin, — og hvis Bonden havde været ædru, havde der ogsaa været god Grund til at tro det.
De vekslede saa endnu nogle Høfligheder, sagde Farvel i Stuen og gik ud. Opvartningspigen samlede Krus og Glas sammen, og med begge Hænderne fulde drev hun hen i Døren for at se dem køre. Hesten, hvis Skaal var blevet drukket i dens Fraværelse, var allerede for Vognen. Bonden brugte et Par Minuter til at »kvikke den op« og til at forsikre Karlen og hele Verden om, at den var et mageløst Dyr. Saa krøb han op ved Siden af Sikes og Oliver og beordrede Gaardskarlen til at slippe Hestens Hovedtøj. Da Hesten fik Hovedet fri, gjorde den først et haansk Kast med det op i Luften og rendte det derefter ind i Dagligstuevinduet lige ved Siden af; saa rejste den sig et Øjeblik paa Bagbenene og klaprede endelig i skarpt Trav ud af Byen.
Det var meget mørkt og koldt. En kold Taage steg op fra Floden og Engene paa begge Sider af den og lagde sig over de øde Marker. Der blev ikke talt et Ord. Oliver sad og krøb sammen, helt fortumlet af Spænding og Angst; han bildte sig ind at se allehaande uhyggelige Skikkelser i Træerne, hvis Grene svajede frem og tilbage ligesom i spøgelseagtig Fryd over det trøstesløse Landskab. De kom forbi en Kirke, hvis Uhr i det samme slog 7. Fra et Hus paa den anden Side Vejen faldt et Lyskær ud over nogle af Kirkegaardens Grave og over et gammelt Træ. En entonig Rislen af rindende Vand et Sted i Nærheden og Aftenvindens Susen i Træets Blade lød som dæmpet Musik over de dødes Hvilested.
