108
CHARLES DICKENS
dem, svøbte sig saa igen ind i sit Tæppe, og snorksov det næste Øjeblik.
Ude var det bælgmørkt, og saa tyk en Taage, at Olivers Haar og Øjenbryn paa et Par Minuter blev helt vaade. — De drejede rask ind over Broen og hen imod de Lys, som han før havde set. »Igennem Byen!« hviskede Sikes; »der er ingen, der ser os i Nat!« Den lille Bys Hovedgade var ganske rigtig ogsaa som uddød. Hist og her faldt et svagt Lysskær ud fra et Sovekammervindue, og nu og da forstyrredes Natte-Stilheden af en Hunds hæse Bjæffen. Men de mødte ikke en Sjæl, og de var ude af Byen, da Kirke-Uhret slog 2.
De gik saa stærkere til og drejede af til venstre. Da de havde gaaet lidt over en kvart Fjerdingvej, kom de til et enligt Hus, der laa inde bag en Mur. Næsten uden at standse for at trække Vejret klatrede Toby, som en Kat, op paa Muren. »Saa Drengen!« sagde han: »lang ham op! — jeg skal nok ta'e ham!« Og inden Oliver fik set sig om, havde Sikes ham i Arm-Hulningerne og løftede ham op, og det næste Øjeblik laa han med Toby i Græsset omme paa den anden Side. Straks efter kom Sikes over, og de listede hen mod Huset.
Først nu begreb Oliver, helt fra sig selv af Skræk og Fortvivlelse, at det gjaldt Indbrud og Tyveri og maaske Mord. Han slog Hænderne sammen, et Rædsels-Udbrud undslap ham. Det svimlede for ham, den kolde Sved sprak ham ud af Panden. Benene kunde ikke bære ham, han faldt paa Knæ.
»Rejs dig!« hviskede Sikes raslende og trak Pistolen op af Lommen. »Eller jeg smelder Hjernen ud af Ho'det paa dig!«
»Aa for Gud i Himlens Skyld!« bad Oliver, »lad mig gaa! lad mig løbe og dø derude paa Marken et Steds! Jeg skal aldrig komme tilbage til London, — aldrig! Vær barmhjertig, tving mig ikke til at stjæle! For alle de hellige Engles Skyld, vær barmhjertig!«
Sikes bandede en frygtelig Ed og spændte Hanen paa Pistolen. Men Toby skød den til Side, holdt Haanden for Munden af Oliver og trak ham med hen mod Huset. »Hys'« sagde han, »det gaar ikke her!… Nu kan du jo sige et eneste Muk til, saa maser jeg Ho'det paa dig med et Dask: det gør ingen Støj og er lige saa riælt… Saa, Bill, lad os saa faa Skoddet fra Vinduet… Stol paa mig, nu er han kuradsig igen! Jeg har set Fyre, der var ældre end han, faa Buksefeber en Minut eller to i saadan en kold Nat.«
Sikes bandede og lynede mod Fagin, fordi han havde skikket ham Oliver med paa saadan en Tur, og brugte alt imens rask, men lydløst sit Brækjern. Toby hjalp til, og Vindues-Skoddet sprang op og svingede ud paa Hængslerne. Der var et lille Vindue (paa Husets Bagside) vel en halvsjette Fod oppe, det hørte til et Slags Bryggers for Enden af Gangen. Vindues-Aabningen var saa smal, at Husets Beboere sagtens havde fundet det ufornødent at dække den forsvarligere; men den var dog altid vid nok, til at en Dreng af Olivers Størrelse kunde klemme sig ind igennem den.
Den kunstfærdige Sikes fik ogsaa selve Vinduet hurtigt brudt op. —
