121
OLIVER TWIST
Glas Genever og Vand og rømmede sig for at tale: »Naa ja altsaa, Fagin…«
»Ja — javel,« indskød Jøden ivrigt og rykkede sin Stol hen til hans.
Toby tog en Slurk af Glasset og erklærede, at Geneveren var krabat. Derefter anbragte han sine Fødder oppe paa Kamingesimsen, saa at de kom omtrent i Linie med hans Hoved: »Ja altsaa, Fagin,« sagde han, »hvordan er det med Bill?«
»Hvad for noget?!« skreg Jøden og fløj op fra Stolen.
Toby blegnede. »Men det er da vel ikke Meningen — —?« begyndte han.
»Meningen? Meningen?« skreg Jøden rasende og stampede i Gulvet. »Hvor er de henne? Hvor er Sikes og Drengen? Hvor holder de sig skjult? Hvorfor har de ikke været her?«
»Den gik ikke!« mumlede Toby.
»Dèt véd jeg,« svarede Jøden og rev en Avis op af Lommen og pegede paa den. »Men hvad saa mer?»
»De skød, og traf Drengen. Vi stak af over Markerne — havde ham hver i sin Haand — lukt over Grøfter og Gærder. Og de satte efter os. Den Onde staa i dem! hele Egnen kom paa Benene og pudsede Hundene efter os.«
»Men Drengen?!« gispede Jøden.
»Bill havde faaet ham paa Ryggen og fløj afsted som en Vind. Saa vilde vi haft ham hver ved sin Haand igen: Hovedet hang ned paa ham, han var kold. De var lige i Hælene paa os: hver maatte klare for sig, om vi skulde slippe fra Galgen. Saa skiltes vi, og lod Drengen blive liggende i Grøften. Om han var levende eller død, skal jeg ikke kunne sige.«
Jøden hørte ikke mer. Han udstødte et Hyl, rev sig med begge Hænder i Haaret, og fo'r ud af Stuen og ud af Huset.
Han var kommet helt hen paa Hjørnet, før han begyndte at forvinde Virkningerne af Toby Brækjerns Budskab. Og endnu blev han ved at fare afsted saa aandsfraværende, at hvis ikke stærk Vognrumlen og de Forbigaaendes højrøstede Raab i sidste Nu havde skræmt ham ind paa Fortovet, vilde han være blevet kørt over. Imidlertid undgik han omhyggeligt alle Hovedgader, og luskede sig frem gennem Gyder og Stræder, som han lod til at kende ud og ind. Saadan naaede han omsider hen til hint Værtshus, hvor man engang tidligere har set ham, sammen med Sikes og hans Hund. Værtshuset hed »de tre Krøblinger,« men kaldtes af Stamgæsterne kort og godt »Krøblingerne.«
Han bare nikkede til en Mand, der stod nede bag Disken i Skænkestuen, og gik hurtigt op ad Trappen, aabnede en Dør, og listede sagte ind i et stort Værelse. Dèr skyggede han med Haanden over Øjnene og spejdede ængsteligt rundt, som om han søgte efter en bestemt Person.
Værelset oplystes af to Gasblus; men Vinduesskodderne var lukkede og de falmede røde Gardiner trukket for, saa ude fra kunde man ikke se, at der var Lys. Loftet var sort af Os, og Værelset saa fuldt af
