122
CHARLES DICKENS
Tobaksrøg, at i første Øjeblik kunde man næsten slet intet se. Først lidt efter lidt opdagede man en forvirret Mængde Hoveder, frastødende Mænd og Kvinder, alle i deres bedste Aar, nogle af dem ganske unge. Selskabet havde slaaet sig ned omkring et langt Bord, for hvis øverste Ende Værten tronede. Henne i en Krog sad en Kavaler med blaalig Næse og Underansigtet indbundet paa Grund af Tandpine, han klimprede tappert løs paa et lille Klaver. Nogle musikalske Medlemmer af Selskabet foredrog en Vise, som lønnedes af de andre med støjende Bifald. Men Fagin tog ingen Notits af al den musikalske Underholdning. Han saa' spændt fra Ansigt til Ansigt, aabenbart uden at finde det, som han søgte. Endelig fangede han Værtens Blik, nikkede betydningsfuldt til ham, og forlod Værelset lige saa stille, som han var kommet.
»Hvad er til Tjeneste, Hr. Fagin?« spurgte Værten, som kom ud til ham paa Trappeafsatsen. »Vil De ikke sætte Dem ind til os? Det vil være dem alle sammen rigtig en Fornøjelse!«
Jøden rystede utaalmodigt paa Hovedet og spurgte hviskende: »Er Bill her?»
»Nej.«
»Og ingen Besked endnu fra Barney?«
»Nej. Han rører sig ikke, før alt er sikkert igen. De kan stole paa, at de er paa Sporet, rørte han paa sig, saa nappede de ham. Barney vèd nok, hvordan han skal klare den, ellers havde jeg hørt fra ham. Lad bare ham skøtte sig selv!«
»Kommer han herhen i Aften?« spurgte Jøden med et ganske særegent Eftertryk paa Ordet »han.«
»Mener De — Monks?«
»Hys!« sagde Jøden. »Ja.«
Værten trak et Gulduhr op af Lommen. »Han skulde egenlig have været her. Hvis De vil vente en halv Snes Minuter, saa — — —«
»Nej! nej!« skyndte Jøden sig at svare, og skøndt han havde ønsket at træffe den omtalte Person, lod han til at føle sig lettet ved, at han ikke var der. »Vil De blot sige, at jeg har søgt ham, og at han maa komme hen til mig i Aften — nej! lad os heller sige i Morgen. Det kan være tidsnok med i Morgen!« — — Dermed skiltes de.
26.
En hemmelighedsfuld Person.
Da Jøden gik ned ad Trappen, blev hans Ansigt igen uroligt og ængsteligt. Han stod lidt og betænkte sig, kaldte saa paa en Droske, og lod Kusken køre hen i Nærheden af den Gade, hvor Bill Sikes boede. Det sidste Stykke Vej gik han. »Hm,« mumlede han, idet han begav sig op ad Trappen, »gaar I paa Ræveklør, saa skal jeg nok faa det ud af Dig, min Tøs, hvor snedig du saa er!«
