123
OLIVER TWIST
Uden at banke paa traadte han ind i Kammeret. Nancy var ene. Hun laa med Hovedet ned paa Bordet, hendes Haar flød hen over det. »Naa,« tænkte Jøden koldblodigt,« hun er fuld, — eller maaske ogsaa hun bare er forknyt.«
Da han lukkede Døren efter sig, hørte Nancy det. Hun saa' opmærksomt paa ham, mens han spurgte, om der var noget nyt, og derefter fortalte, hvad Toby Brækjern havde berettet. Saa sank hun ned i sin forrige Stilling og sagde ikke et Ord. Hun skubbede blot utaalmodigt Lysestagen til Side, og idet hun febrilsk skiftede Stilling, skrabede hun med Fødderne i Gulvet: det var det hele.
Jøden saa' sig lurende om i Stuen, om der ikke skulde være noget Tegn, til at Sikes hemmeligt var vendt hjem. Han beroligedes dog aabenbart, og rømmede sig saa et Par Gange som for at faa en Samtale i Gang. Men Nancy hverken hørte eller saa'. Endelig spurgte han rent ud, i sin aller forsonligste Tone: »Ja, min Ven, hvor tror saa du, at Bill er for Tiden, hvad?«
Nancy mumlede utydeligt noget om, at det vidste hun ikke. Det lød, som om hun græd.
»Og Drengen?« fortsatte Jøden, medens han anstrengte sig for at faa et Glimt af hendes Ansigt at se. »Hm, den stakkels lille Dreng, — blevet liggende i en Grøft, Nancy!«
»Drengen?« sagde Nancy og saa' pludselig op: »Drengen har det bedre, hvor han er, end hos os! Naar bare Bill ikke kommer i Fortræd derfor, vil jeg haabe, at han maa være død i Grøften og ligge og raadne op dér!«
»Hvad behager“?!« udbrød Jøden betuttet.
»Ja det siger jeg!« gentog Pigebarnet og saa' udfordrende paa Jøden. »Det er godt, at han er borte! Jeg kunde ikke holde ud at have ham omkring mig, Synet af ham gjorde mig rasende, baade paa mig selv og paa alle Jer andre!«
»Vrøvl, Tøs!« sagde Fagin haanligt; »du er jo fuld.«
»Saa?« hvæste hun. »Ja det er i al Fald ikke Deres Skyld, hvis jeg ikke er det, De saa' helst, at jeg var fuld altid, undtagen lige nu! For De synes nok ikke om det Humør, jeg er i, hvad?!«
»Nej jeg gør ikke!« bruste Jøden op.
»Pyh! saa skaf mig i andet Humør!« Og hun lo tirrende.
Nancys Stædighed og al den Ærgrelse, han forinden havde haft, havde hidset Fagin op. Nu brød det løs: »Ja, du kan tro, jeg skal bringe dig i andet Humør, Du!« skreg han, ude af sig selv. »Hør efter, dit Utyske, og husk paa, at med fem, seks Ord kan jeg gøre det af med Bill lige saa sikkert, som om jeg havde hans Tyrehals her mellem mine Fingre! Kommer han tilbage uden Drengen, — slipper han selv fra det og bringer mig ikke Drengen, død eller levende, saa drej Halsen om paa ham, Tøs, hvis Du vil have, at han skal slippe fra Galgen, men gør det straks, lige saa snart han sætter sine Fødder her i Stuen! For ellers kunde det nemt blive for sent!«
»Hvad er det, De siger?« mumlede Nancy maalløs.
