124
CHARLES DICKENS
»Jeg siger,« skreg Jøden, næsten afsindig af Forbitrelse, »at naar Drengen er mig Tusender værd, og Skæbnen har givet mig ham, skal jeg saa miste alting for et Par drukne Banditers Skyld, hvis Liv jeg kan puste ud hvert Sekund, — og saa ovenikøbet være lænket til denne indædte Satan, der bare behøver at ville, saa har han Magt til at — — —?!«
Han snappede efter Vejret og søgte stammende efter Ord. Men i det Nu, hans Talestrøm saaledes standsede, skiftede pludselig hans Væsen om. Han sank sammen paa Stolen, han rystede af Angst for, at han havde røbet en af sine Skurkestreger. Først efter en lille Stunds Forløb dristede han sig til at se op paa Nancy. Men han lod til at beroliges, da han saa', at hun igen sad sløvt med Hovedet ned paa Bordet.
»Hæ, min Tøs,« kvækkede han i sin vanlige Tone, »hørte Du ikke, hvad jeg sagde, min Tøs?«
»Aa plag mig nu ikke mer, Fagin!« brummede hun og løftede dvask Hovedet. »Hvis Bill ikke har faaet klaret det denne Gang, saa klarer han det nok en anden Gang. Han har jo mange Gange gjort pænt Arbejde for Dem og gør saa igen, naar han kan. Men er det engang, at han ikke kan, saa kan han ikke, — saa er der jo ikke mer at sige om det!«
»Naa men,« spurgte Jøden og saa' dobbelt skarpt paa hende, »nu dèt, jeg sagde for lidt siden…?«
»De maa sige det en Gang til, hvis der er noget, De vil have, jeg skal gøre,« svarede Nancy. »Eller vent heller med det til i Morgen! Lige straks før fik De purret mig lidt op; men nu er jeg igen saa søvnig og fortumlet…«
Fagin kom med flere Spørgsmaal endnu for at se, om hun havde lagt Mærke til og forstaaet de uforsigtige Ytringer, der var undsluppet ham i hans Raseri. Men hun tog baade hans Spørgsmaal og hans spejdende Blik saa ligegyldigt, at han slog sig fuldstændig til Ro ved sin første Tanke, nemlig at hun var fuld. Hendes sjudskede Toilette og Genever-Stanken i Stuen bestyrkede ham i hans Tro. Og da hun saa straks efter gav sig til at græde og lige ovenpaa lo og sagde: »Halløjsa! Op med Fjèrvingen!« — indsaa han, hjerteligt tilfreds, at hun var endog meget stærkt medtaget. Og han skyndte sig at vende Næsen hjemefter.
Klokken var vel godt 11. Det var mørkt og bidende koldt. En skarp Blæst havde jaget Folk af Gaderne. Den blæste imidlertid for saa vidt fra den rette Kant for Jøden, som han havde den i Ryggen, og den altsaa drev ham frem. Omsider naaede han hen til Hjørnet af sin egen Gade, og tog allerede ned i Lommen efter Gadedørsnøglen. Da traadte pludselig, lydløst, en Mand frem fra en Portaabning, hvor han havde staaet i Skygge. »Fagin!« hviskede han ind i Øret paa Jøden.
»Æh…!« sagde Fagin og vendte sig om med et Sæt. »Er det…?«
»Ja,« svarede den anden barsk. »Nu har jeg staaet og ventet her i over to Timer. Hvor i Helvede har De været henne?«
»Ude i Deres Anliggender, Bedste,« svarede Jøden, og skævede uroligt om paa ham, »hele Aftenen ude i Deres Anliggender.«
