125
OLIVER TWIST
»Ja naturlig,« sagde den anden haanligt. »Naa og hvad er der saa kommet ud af det?«
»Ikke noget godt!« mumlede Jøden.
»Men da vel heller ikke noget slemt?« spurgte den anden og blev pludselig staaende og saa' skarpt paa ham.
Jøden rystede paa Hovedet og vilde til at fortælle. Men den Fremmede pegede paa Huset, som de var naa't hen til, og sagde, at nu vilde han under Tag, han var helt forkommen efter at have staaet saa længe i det kolde, blæsende Vejr. Fagin lod ikke til gerne at ville have Besøg saa sent paa Aftenen, han mumlede noget om, at der var koldt inde i Stuen. Men da den anden bestemt gentog sit Forlangende, aabnede han Døren, og bad den fremmede lukke den sagte, medens han selv gik efter Lys.
»Her er jo saa mørkt som i en Grave, brummede Gæsten og famlede sig et Par Skridt frem. »Skynd Dem! Jeg kan ikke udstaa det Mørke!«
»Luk Døren!« hviskede Fagin nede fra den anden Ende af Gangen.
I det samme, han talte, smeldede Døren i med et Skrald.
»Det var ikke min Skyld,« sagde Gæsten og famlede sig frem. »Blæsten slog den i, eller den gik i af sig selv, hvad det nu var. Skynd Dem og kom med Lys! Man slaar jo Hovedet i Stykker i dette forbandede Hul.«
