126
CHARLES DICKENS
Lidt efter kom Fagin op med et tændt Lys. Fregne-Tom laa og sov dernede i Stuen, og Drengene laa i Køkkenet. Derfor tog han sin Gæst med op ad Trappen. »Det Par Ord, der er at sige, kan vi sige herinde, Højstærede,« sagde han og lukkede en Dør op paa første Sal. »Lyset lader jeg blive staaende herude paa Trappegangen.« Han satte det derude, lige overfor Stuedøren. »Saadan! — Der er Huller i Vinduesskodderne, og Genboerne skal ikke gerne se, at her er Lys.«
Inde i Stuen fandtes kun en gammel Sofa uden Betræk, som stod omme bag Døren; i den kastede den Fremmede sig. Desuden var der en itubrukken Lænestol; Jøden trak den hen og satte sig i den lige overfor sin Gæst. Døren stod næsten halvt aaben, saa Lyset ude fra Trappeafsatsen kastede et svagt Skær paa Væggen lige overfor den Fremmede.
De talte en Stund hviskende sammen. Fagin lod til at forsvare sig, den Fremmede (hvem Jøden kaldte Monks) lod til at være dygtigt misfornøjet. Tilsidst bruste Monks højrøstet op: »Og jeg bliver ved at sige, at det var en dum Plan! Hvorfor beholdt De ham ikke her, sammen med de andre, og gjorde ham uden videre til en gemen Lommetyv?«
»Aah, som De snakker!« sagde Jøden og trak paa Skuldrene.
»Skal det sige, at De ikke kunde have gjort det, hvis De havde villet?« vrissede Monks. »Har De maaske ikke Gang efter Gang gjort andre Drenge til det? Dersom De bare havde haft Taalmodighed, i det højeste et Aars Tid, saa kunde De meget godt have faaet ham dømt og sendt ud af Landet, maaske paa Livstid!«
»Og hvem skulde det have været godt for, Bedste?« spurgte Jøden ydmygt.
»For mig!«
»Ja men ikke for mig,« svarede Jøden, endnu ydmygere. »Og naar der er to om en Forretning, er det saa ikke billigt, bedste Højstærede, at der bliver set paa begges Fordel?«
»Naa og hvad saa?« brummede Monks.
»Han var ikke let at opdrage til Arbejdet,« forklarede Jøden. »Han havde ingenting gjort, jeg havde ikke noget at skræmme ham med, og det maa man altid have i Begyndelsen, hvis Ens Umag ikke skal blive spildt. Hvad skulde jeg saa gøre? Sende ham ud med Rævetampen og Charley? Vi fik nok af det første Forsøg, Højstærede, jeg maatte ryste og skælve for os alle.«
»Det kunde jeg ikke gjøre for!« indskød Monks.
»Nej, Højstærede, det kunde De ikke,« indrømmede Jøden, »og nu bag efter har jeg jo heller ikke haft noget imod det For hvis det ikke var gaaet saadan, saa havde De maaske aldrig faaet Kig paa Drengen, og vi havde ikke opdaget, at det var ham, De søgte. Naa, jeg skaffede Drengen tilbage ved Hjælp af Tøsen, — og saa gik hun hen og forgabede sig i ham!«
»Klyng den Tøs op!« brummede Monks.
»Nej, — nej. Højstærede, det har vi ikke Raad til endnu!« sagde
