139
OLIVER TWIST
hold? — Ih du Alstyrende! — saa aldeles uventet — og midt i Nattens Stilhed!«
Doktoren lod til navnlig at være befippet over, at Indbruddet var kommet uventet og ved Nattetid, — som om de Herrer Indbrudstyve havde for Skik at afgøre deres Forretninger ved Middagstid og at bebude deres Ankomst et Par Dage i Forvejen pr. Fodpost-Brev.
»Naa og De, Frøken Rosa?« tilføjede han og vendte sig om mod den unge Dame; »jeg haaber da, at — —«
»Jo, jeg har det saamænd udmærket,« afbrød Frk. Rosa ham. »Men der ovenpaa ligger en Stakkel, som Tante gerne vilde have, De skulde se til.«
»Ja det er jo sandt, det er sandt! — Det er Deres Værk, Giles, hører jeg?«
Giles, som i febrilsk Ivrighed havde sat Thekopper rundt, rødmede saare stærkt og sagde, at han havde haft den Ære.
»Hvadbehager? — Ære?! — Naa—aa, ja — saamænd. Det er maaske lige saa ærefuldt at ramme en Tyv i et Bryggers som sin Modstander paa tolv Skridts Afstand. Bild Dem ind, at han skød i Luften, saa kan De sige, at De har været oppe at duellere, Giles!«
Det forekom Giles, at der i denne overlegne Maade at tage Sagen paa var et letfærdigt Forsøg paa at forringe hans Hæder. Og han svarede ærbødigt, at det tilkom ikke Folk af hans Stand at dømme; men han troede dog nok, at det havde ingen Spas været for Modparten.
»Guds Død, det er sandt!« faldt Doktoren ind. »Hvor har De ham? Vis mig op til ham! Jeg kigger ind igen, naar jeg kommer ned, Fru Maylie. — Se se! ad dèt lille Vindu kom han ind! Hm! kunde aldrig have tænkt mig —!« Stadig snakkende fulgte han med Giles op ad Trappen. Og imedens underretter vi Læseren om, at Distriktslægen Hr. Losberne havde sin Tykkelse snarere fra et godt Humør end fra Vellevnet, samt om, at han var en saa godhjertet og brav, men tillige saa ekcentrisk gammel Pebersvend, som det andet Steds skal holde haardt at finde i et selv fem Gange større Distrikt.
Dr. Lesberne blev meget længer deroppe, end baade han og Damerne havde tænkt sig. En lang, flad Kasse blev taget ned af Giggen, der blev tidt ringet deroppe fra, Tjenestefolkene pidskede op og ned ad Trappen. Der lod til at være noget vigtigt paa Færde. Langt om længe kom Doktoren ned. Men i Stedet for straks at svare paa Damernes ængstelige Spørgsmaal, saa' han yderst gaadefuld ud og lukkede omhyggeligt Døren. — »Tja,« sagde han endelig og blev staaende med Ryggen mod Døren, som for yderligere at spærre Adgangen, »det er jo en meget besynderlig Historie, Fru Maylie!«
»Der er da vel ikke Fare paa Færde?« spurgte den gamle Dame.
»Det skulde ikke have undret mig, om der havde været!« svarede Doktoren; »men jeg tro'r forresten ikke, der er. — Maa jeg spørge Dem, Fru Maylie, har De set den Tyv, eller har De faaet ham beskrevet?«
»Nej.«
