138
CHARLES DICKENS
hængende ned og sluttende om en Præsenterbakke. Han saa' ud som en Mand, der nyder Bevidstheden om sin egen Fortjenstfuldhed og Betydning.
Den ene Dame var noget til Aars men den høje Ryg paa Egetræsstolen, hvorpaa hun sad, var ikke rankere end hun. Hun var klædt yderst pertentligt, lidt gammeldags og dog med smaa klædelige Indrømmelser til Øjeblikkets Smag. Hænderne holdt hun foldede foran sig paa Bordet, hendes Øjne (paa hvis Glans Aarene kun havde taget ubetydeligt) var fæstede opmærksomt paa den anden Dame, som vel knap havde fyldt sit syttende Aar. Hun saa' saa fin og ætherisk ud, denne unge Pige, saa ren og saa skøn, som om hun slet ikke var skabt til at gaa paa Jorden. Og hendes mørkeblaa Øjne og hendes ædle Træk røbede en Sjælfuldhed, som heller ikke syntes at tilhøre vor Verden. Men saa tydede igen det skiftende Udtryk i hendes Ansigt af Mildhed og Munterhed og frem for alt hendes glade, lykkelige Smil just paa Menneske-Naturens bedste Egenskaber og Stemninger.
Hun saa' op i det samme og mødte den gamle Dames Blik. Saa strøg hun med en spøgefuld Mine Haaret op fra Panden og saa' paa sin ældre Veninde saa kærlighedsfuldt og saa ukunstlet elskværdigt, at salige Aander kunde have smilt derved.
Den gamle Dame smilte ogsaa. Men hun var beklemt om Hjertet, og der kom en Taare i hendes Øje. — »Har Brittles været en hel Time borte nu?« spurgte hun lidt efter.
»En Time og tolv Minuter!« erklærede Giles og saa' paa sit Sølvuhr, som han bar i et bredt sort Baand.
»Ja han er jo langsom af sig!« bemærkede Fruen.
»Han har altid været en langsom Dreng, Frue!« forsikrede Giles. Og i Betragtning af, at Brittles nu havde været en langsom Dreng i over tredive Aar, var der jo ingen større Udsigt til, at han nogensinde vilde blive hurtigere.
»Det vilde virkelig være højst utilgiveligt af ham, hvis han sinkede sig undervejs for at lege med andre Drenge!« bemærkede den unge Dame og smilte.
Giles overvejede aabenbart i sit stille Sind, hvor vidt det var passende, at han selv tillod sig et lille respektfuldt Smil. Men i det samme rullede en Gig op foran Trappen, og en tyk Herre sprang ud af den, stormede ind ad Døren og kom farende saa hovedkulds ind i Stuen, at han nær havde væltet baade Giles og Frokostbordet.
»Nej nu har jeg dog aldrig hørt Magen!« raabte den tykke Herre. »Kære Fru Maylie, — Gud fri og bevare os vel — midt i Nattens Stilhed! — aldrig i mine Dage har jeg hørt Magen!« Og han trykkede ivrigt de to Damer i Haanden, skød en Stol frem og satte sig, og spurgte. hvordan de befandt sig. »De kunde jo gerne være død — rent ud død af Forskrækkelse!« fortsatte han. »Men hvorfor skikkede De dog ikke Bud? Min Tjener skulde have været her øjeblikkelig, og jeg selv med, og min Medhjælper, — hvem vil ikke gerne — under saadanne For-
