14
CHARLES DICKENS
Morgen blev der slaaet op paa Porten en Plakat, hvorved udlovedes 90 Kr. til den, som vilde skille Sognet af med ham. Med andre Ord, 90 Kr. og Oliver Twist tilbødes hvilken som helst Mand eller Kvinde, som ønskede en Læredreng til en hvilken som helst Bestilling, Næringsvej eller Haandtering.
»Jeg har aldrig i mine Dage været saa overbevist om noget,« sagde den hvid-vestede Herre, da han næste Morgen læste Plakaten, »som jeg er om, at den Dreng ender med at blive hængt!«
3.
Hvad for en Plads Oliver Twist nær havde faaet.
En hel Uge sad Oliver indespærret i det mørke, øde Hul, som den højvise og barmhjertige Direktion havde ladt ham anvise. I og for sig kunde det synes rimeligt at tro, at dersom han havde næret passende Ærbødighed for den hvid-vestede Herres Spaadomsgave, vilde han have bundet den ene Ende af sit Lommetørklæde om en Krog paa Væggen og derefter sig selv i den anden Ende. Men der var for det første den Hindring, at saasom Lommetørklæder ubetinget maatte anses for Overflødighedsgenstande, var de ved højtidelig Direktions-Beslutning blevet for bestandig fjernede fra Fattiglemmernes Næser. Og dernæst var jo ogsaa Oliver endnu saa ung og barnagtig. Han nøjedes med at græde Dagen igennem, og naar den lange skumle Nat kom, holdt han sine smaa Hænder for Øjnene. ligesom for at spærre Mørket ude, og krøb sammen i en Krog og søgte at sove. Forresten bør man ikke tro, at der nægtedes ham saadanne Velgerninger som Motion og Selskab og religiøs Trøst. Hver Morgen i det rare kolde Vejr blev det tilstedt ham at foretage Afvaskninger under Posten i Gaarden, tilsét af Hr. Bumble, som ved hyppig Brug af sin Spanskrørsstok forhindrede ham i at forkøle sig. Hver anden Aften blev han jaget ind i Spisestuen til de andre Drenge og blev i deres Paasyn pryglet igennem, dem alle til et afskrækkende Eksempel. Og hvad endelig den religiøse Trøst angaar, saa tillodes det ham hver Aften, atter inde i Spisestuen, at husvale sin Sjæl ved Drengenes Fælles-Bøn, hvori der nu efter Direktionens Befaling var indflettet en Anraabelse om, at dog ingen af dem maatte blive saa lastefulde som Oliver Twist, der var hverken mer eller mindre end et Djævlens Barn.
En Morgenstund, medens Oliver befandt sig i denne smukke og behagelige Forfatning, kom saa Skorstensfejeren Hr. Gamfield gennem Gaden. Han gik og pinte sin Hjerne (og i Tilgift sit Æsel) for at finde paa Udveje til at betale en Husleje, som hans Vært krævede meget nærgaaende — da hans Blik faldt paa Plakaten paa Porten. »Prr!« sagde han til Æslet. Æslet var imidlertid ogsaa tankefuldt, det spekulerede formentlig paa, om det var Meningen, at det skulde trakteres med et Par Kaalstokke, naar det var sluppet af med de to Sække, som laa paa
