15
OLIVER TWIST
den lille Karre. Følgelig overhørte det Kommandoen og sjokkede videre. Saa brummede Hr. Gamfield en Ed mellem Tænderne og skældte ud og gav det et Rap over Hovedet, der uundgaaeligt vilde have flækket enhver anden Hjerneskal end et Æsels. Desuden rykkede han det med Bidselet skarpt i Kæben for at minde det om, at det var ikke ganske sin egen Herre. Efter at han paa den Maade havde faaet det stoppet, gav han det endnu et Rap i Hovedet, bare for at bedøve det, til han kom Tilbage, og gik saa hen og stavede sig gennem Plakaten.
Den hvid-vestede Herre stod tilfældigvis udenfor Porten, med Hænderne paa Ryggen. Han havde iagttaget den lille Uenighed mellem Skorstensfejeren og hans Æsel, og han smilte nu; thi han forstod, at netop Skorstensfejeren maatte være den rette Læremester for en Oliver Twist. Ogsaa Skorstensfejeren smilte, da han havde læst Plakaten; thi 90 Kr. var lige den Sum, som han manglede; og hvad angaar Oliver, der skulde følge med, saa kendte han Fattighusets Spisereglement godt nok til at vide, at Drenge derfra passede fortræffeligt til snevre Skorstensrør. »Hvis Direktionen kunde have Lyst til at lade den Dreng lære en let og behagelig Haandtering«, sagde han, »saa er jeg villig til at tage ham.«
»Kom indenfor, min gode Mand«, svarede den hvid-vestede Herre nedladende. — Hvorpaa Skorstensfejeren gav sit Æsel nok et Rap i Hovedet og nok et Ryk i Kæben, til Paamindelse om, at det skulde ikke løbe sin Vej, mens han var borte, — og han fulgte efter den Hvidvestede ind i Direktionsværelset.
Men da han havde fremsat sit Ærinde, bemærkede Formanden, at Skorstensfejeriet var en griset Haandtering. Og en anden Herre føjede til, at Skorstensfejerdrenge var nok undertiden blevet kvalt i Skorstenene.
»Ja«, forklarede Hr. Gamfield, »saa er det, fordi man har taget Halm til at tænde op med paa Skorstenene for at faa Drengene til at komme ned igen. Dét giver bare Røg, og ingen Flamme. Og Røg nytter ikke det Gud har ladt skabe til at faa en Dreng til at komme ned, den gør dem bare søvnige, og sove, det er dét, de vil! Drenge er nemlig væmmelig Opsætsige af sig Og dovne, De Herrer. Nej der er ikke noget saa godt som en lille rask Flamme til at hente dem ned i en Ruf. Dét er ogsaa det mest menneskekærlige, De Herrer; for ifald at saadan en Dreng skulde være blevet siddende fast i Skorstenen, saa anstrenger han sig nok for at slippe løs, naar han mærker, at Fødderne bliver svedet.«
Den hvid-vestede Herre lod til at more sig udmærket over den Forklaring; men et Blik fra Formanden standsede hans Latter. Saa hviskede Direktionen ivrigt sammen en lille Stund, hvorefter den paa ny satte sig værdigt til Rette, og Formanden sagde til Skorstensfejeren: »Vi har nu overvejet Deres Tilbud, men det tiltaler os ikke.«
»Nej, aldeles ikke«, sagde Herren i den hvide Vest.
Hr. Gamfield havde hørt, at Folk beskyldte ham for saadant noget Smaatteri som at han skulde have slaaet en tre, fire af sine Læredrenge
