148
CHARLES DICKENS
»Hvad var dèt?« spurgte Frøken Rosa, som gerne vilde holde de uvelkomne Gæster ved godt Humør.
»Det var et Tyveri, Frøken, som ikke ret mange andre kunde have hittet paa!« begyndte Blathers. »Denne hersens Conkey — —«
»Ja se, Conkey betyder nu den langnæsede, Frøken!« indskød Duff.
»Tro'r Du ikke, Frøkenen selv vèd dèt?!« bemærkede Blathers. »Lad nu vær' og tag og afbryd mig, Kammerat! Nej denne hersens langnæsede Skovskade, Frøken, han havde en Beværtning ovre paa den anden Side af Battle-Broen, og der var en Kælder, og der kom mange unge Grever og saa' paa baade Hanekampe og Grævlingejagter og al den Slags, og det gik nydeligt for sig altsammen, for jeg har selv været der. Paa den Tid var han ellers ikke i Tyve-Laget endnu, og saa en Nat blev der stjaalet 5887 Kr. i en Sejldugspose fra hans Soveværelse af en høj Mand med et sort Plaster over det ene Øje, som havde gemt sig under Sengen, og saa bag efter sprang ud ad Vinduet med Pengene, for det var i Stueetagen, skal jeg sige Dem. Og han var meget gesvindt af sig. Men se Skovskaden var ogsaa gesvindt af sig; for han vaagnede ved Støjen og røg ud af Sengen og skød sin Muskedonner af efter ham, og saa vaagnede han jo alle Naboerne. Og de tog og satte efter ham, og da de saa kom og skulde se til, saa saa' de, at Skovskaden havde truffet ham, for der var Spor af Blod hele Vejen lige hen til et Stakit, der var, men saa blev det borte. Saa han var da sluppet væk med Rovet, og altsaa fik jo Skovskaden, privelegeret Værtshusholder, sit Navn i Avisen blandt de andre Falittenspillere, og der blev sat Beneficer og Subskriptioner og jeg véd ikke hvad i Gang for det stakkels Menneske, og han var jo meget forknyt over det Tab, som han havde haft, og han løb op og ned ad Gaderne en tre, fire Dage og rev sig i Haaret rent desperat, saa der var mange, der begyndte at blive bange for, at han skulde gaa hen og ta'e og gøre en Ulykke paa sig selv. Men saa en Dag kom han rendende op paa Kammeret og havde en lang Kongres med Inspektøren, og saa efter at de havde snakket længe, saa ringede Inspektøren og lod kalde paa Tjim Sprut (han var nu en flink Opdager, var Tjim) og sagde, at Tjim skulde følge med Skovskaden og se og ta'e den Fyr, som havde stjaalet hos ham. »Jeg saa' ham gaa forbi mit Hus i Gaar Morges, Sprut!« sagde Skovskaden. »Hvorfor Pokker tog du ham saa ikke?« spurgte Sprut. — »Nej, jeg blev saa skør i Hovedet, saa de kunde gerne have slaaet Skallen itu paa mig med en Tandstikker,« sagde Staklen. »Men vi er sikre nok paa ham, for i Aftes mellem 10 og 11 gik han forbi igen.« Naa, Sprut tog saa og stak lidt Lintøj og en Kam i Lommen, for det Tilfælde, at han skulde blive nødt til at blive flere Dage borte, og han fulgte jo med og satte sig ind ved Vinduet bag det lille røde Gardin i Beværtningen og holdt sig parat til at fare ud, naar det skulde være. Og som han saa sidder sent paa Aftenen og ryger sin Pibe, saa hører han paa én Gang Skovskaden skraale: »Der er han! Mord! Mord! stop Tyven!« Tjim ryger jo ud, og han ser Skovskaden stejle ned ad Gaden, alt hvad han kan. Sprut render, og Skovskaden render, og Folk vender sig om og raaber: »Stop Tyven!« og
