149
OLIVER TWIST
Skovskaden bliver ved at rende og skraale, ligesom han er tosset. Saa taber Sprut ham af Syne et Øjeblik henne ved et Gadehjørne; men han drejer jo om Hjørnet — og ser en lille Klynge, der staar, — og trænger sig ind i den. »Hvor er Tyven?« — »Fanden staa i det,« siger saa Skovskaden, »nu slap han fra mig igen!««
Blathers fortalte videre om, hvordan det Gang efter Gang var gaaet akkurat paa samme Maade. — »Men hvad sagde Tjim Sprut til alt dèt?« spurgte Doktor Losberne, som var kommet ind, kort efter at Historien var begyndt.
»Tjim Sprut,« svarede Blathers, »sagde en lang Tid ikke et Muk, han bare hørte efter og havde Øjnene med sig, for han var en Mand, der forstod sine Ting, var han. Men saa en Morgen kom han ind i Skænkestuen og tog sin Snustobaksdaase frem og sagde: »Hør nu, Skovskade,« sagde han, »nu har jeg hittet ham, der lavede dette hersens Indbrud hos dig!« — »Næh sagde Skovskaden, »har De? Aa, kæreste Sprut, skaf mig bare Hævn, saa skal jeg saamænd rolig lægge mig til at dø.« — »Sludder!« sagde Sprut og bød ham en Pris af Daasen, »hold nu op med den! for det er jo Dem selv, der har gjort det.« Og det var det ogsaa, og han havde tjent sig en pæn Skilling paa den Historie, og der var aldrig nogen, der var kommet efter den, hvis han ikke havde været saa opsat paa at gøre det saa naturligt altsammen,« sluttede Blathers, og tog sig igen en Slurk af sit Glas.
»Ja, det var jo meget mærkeligt!« sagde Doktoren. »Naa men — hvis De saa synes, kunde vi nu gaa ovenpaa!«
Og med Giles i Spidsen, som bar et tændt Lys, begav man sig op i Værelset, hvor Oliver laa. — Drengen havde sovet, men saa' daarlig ud og havde stærk Feber. Doktoren hjalp ham over Ende i Sengen et Par Minuters Tid: og han saa' paa de fremmede Mennesker, som om han slet ikke begreb, hvad der foregik, og slet ikke huskede mer, hvad der var sket.
»Denne Dreng her altsaa« sagde Doktoren sagte, men indtrængende, »blev tilfældigvis i Morges saaret af et Selvskud inde paa Naboens Mark, hvor ingen har Lov at gaa, og han søgte saa herhen om Hjælp. Men i Stedet blev han øjeblikkelig grebet og mishandlet af den fiffige Fyr, som staar dèr med Lyset i Haanden, hvorved (det kan jeg bevidne som Læge) hans Liv blev udsat for Fare!«
De Herrer Blathers og Duff saa' paa Hr. Giles, som var blevet anbefalet saaledes til deres Bevaagenhed. Giles selv stirrede med utrolig befippet og forfærdet Ansigt først hen paa Oliver og derefter op paa Doktoren. »Jeg — gjorde det virkelig i den bedste Hensigt!« stammede han. »Jeg forsikrer Dem for, jeg troede, det var Drengen, ellers havde det aldrig kunnet falde mig ind at....«
»Hvad for en Dreng troede De, det var?« afbrød Blathers ham.
»Tyveknægtenes Dreng, Hr. Betjent!« svarede Giles. »For de havde — ganske bestemt — en Dreng med.«
»Naa — og tror De det endnu?« spurgte Blathers.
»Hvad for noget?«
