150
CHARLES DICKENS
»At det er den Dreng, Torsk!« brummede Blathers utaalmodigt.
»Jeg véd virkelig ikke,« mumlede den stakkels Giles. »Jeg tror snarest, at det ikke er ham; ja jeg er næsten ganske vis paa, at det ikke er ham. De kan jo selv begribe, at det kan ikke være ham!«
»Har han faaet for meget at drikke?« spurgte Blathers Doktoren.
Medens Duff saa' haanligt paa Giles og sagde: »Flynder!«
Doktoren havde imidlertid følt Patientens Puls. Nu rejste han sig fra Stolen ved Sengen og sagde, at, dersom Betjentene endnu ikke var klare over Sammenhængen, vilde han bede dem gaa ind i værelset ved Siden af og forhøre Brittles.
Det skete, og Brittles indviklede sig selv og sin ærede Foresatte i et vidunderligt Væv af nye Modsigelser og Urimeligheder. De eneste sikre Oplysninger, han gav, var, at han vilde umuligt kunne kende den rigtige Dreng igen, selv om han saa' ham. Han havde bare antaget Oliver for at være Drengen, fordi Giles havde sagt, at han var det. Men nu for fem Minuter siden havde Giles tilstaaet nede i Køkkenet, at han var svært bange for, at han havde taget fejl.
Blandt de sindrige Gisninger, som kom frem under Forhøret, var ogsaa det Spørgsmaal, hvorvidt Giles overhovedet havde truffet nogen som helst. Man undersøgte det andet Løb paa den Pistol, som han havde affyret, og det viste sig, at Ladningen var bare — Krudt og Karduspapir. Denne Opdagelse gjorde et stærkt Indtryk paa alle (undtagen paa Doktoren, som selv ti Minuter i Forvejen havde trukket Kuglen ud). Navnlig Giles kom i stærk Bevægelse. Han havde en hel Dag gaaet i Angst for, at han havde saaret et Menneske dødeligt, og han greb nu ivrigt den ny Tanke og hævdede den til det yderste. Enden blev, at Opdagelsesbetjentene tabte omtrent al Interesse for Oliver. De lod Landbetjenten blive i Villaen Natten over, kørte selv ind til Byen, og bebudede, at de vilde komme igen næste Morgen.
Men næste Morgen kom der et Rygte om, at en Mand og en Dreng var blevet grebet sidste Nat under meget mistænkelige Omstændigheder og sad i Kachotten i en nærliggende lille By. Altsaa drog de Herrer Blathers og Duff derhen. De mistænkelige Omstændigheder indskrænkedes dog ved nærmere Undersøgelse til den ene, at man havde truffet Manden og Drengen sovende i en Høstak, hvad der jo nok var en stor Forbrydelse, men dog kun kunde straffes med simpelt Fængsel. Altsaa kom de Herrer Blathers og Duff lige saa kloge tilbage, som de var gaaet. Der blev paany forhørt og snakket frem og tilbage, indtil Fredsdommeren der paa Egnen tog imod Fru Maylies og Doktor Loshernes Kavtion for, at Oliver skulde komme til Stede, om det forlangtes. Saa vendte de Herrer Blathers & Duff hjem til London, hver med en pæn lille Drikkeskilling i Lommen. De var ikke ganske enige om, hvordan det hang sammen med Indbrudet. Duff var, ved en omhyggelig Betragtning af alle foreliggende Forhold, naaet til den Overbevisning, at det var Dæggebarnet, der havde været paa Spil, hvorimod Blathers følte sig temmelig sikker paa, at det kunde ikke have været andre end Conkey Skovskade.
