Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/159

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

159

OLIVER TWIST

da alt i Orden. Brevet blev afleveret, under mange Formaninger og Bønner om, at Budet vilde skynde sig. Saa gav Karlen Hesten af Sporerne, og den fløj hen over den ujævne Stenbro og det næste Nu var Budet ude af Byen.

Det var altid noget at være vis paa, at nu var der gaaet Bud efter Hjælp og ingen Tid var blevet spildt. En Smule lettere om Hjertet travede Oliver hen over Gaardspladsen og skulde netop til at dreje ud ad Porten: saa rendte han imod en høj Herre, indhyllet i en Kappe, som i det samme vilde gaa ind.

»Hæ!« udbrød Herren og næsten tumlede tilbage og stirrede ufravendt paa Oliver. »Hvad i Helvede er dèt?!«

»Jeg beder om Forladelse,« sagde Oliver, »jeg skulde skynde mig hjem og saa' ikke, at De kom.«

»I Djævlens Skind og Ben!« mumlede Herren hen for sig og blev ved at stirre paa Drengen med et Par store, sorte Øjne. »Hvem havde kunnet tænke sig dèt?! Om han saa blev smuldret til Aske og gemt i en Stenkiste, saa stod han op igen og kom mig i Vejen!«

»Det gør mig meget ondt,« sagde Oliver, der var helt betuttet over, saa vildt som den fremmede Herre saa' paa ham. »Jeg kom vel ikke til at støde til Dem?«

»Gid hans Ben maatte raadne!« hvæste den Fremmede ude af sig selv. »Havde jeg dog blot haft Mod til at sige det ene Ord, saa var jeg blevet ham kvit paa en Nat. Død og Fordømmelse over dig, dit Helvedes Kryb! Hvad har du her at bestille?«

Han skar Tænder og løftede truende Næven og gjorde et Skridt frem mod Oliver, som om han vilde slaa. Men i det samme styrtede han om, ramt af et Krampeslag, og han laa og vred sig paa Jorden og fik Skum om Munden. Oliver stod et Øjeblik og stirrede forfærdet paa ham (han antog ham for sindssyg), saa fo'r han ind i Huset efter Hjælp. Da han derefter havde sét, at Herren var blevet baaret ind, satte han Næsen hjem efter og løb saa stærkt, som han kunde, for at indvinde den Tid, der var gaaet tabt. Undervejs tænkte han, baade forbavset og forskrækket, paa den Fremmedes besynderlige Opførsel. Men da han først kom hjem, blev han optaget af ganske andre Ting og glemte at tænke paa sig selv.

Frøken Rosas Tilstand var blevet værre, ud paa Aftenen tik hun stærke Feberfantasier. En Læge fra Nabolaget var hele Tiden hos hende; og han havde, under fire Øjne, sagt til Fru Maylie, at Sygdommen havde taget en meget foruroligende Vending. »Det vilde næsten være et Mirakel, hvis hun kom sig.«

Hvor ofte sprang ikke Oliver den Nat ud af Sengen og listede sig ud paa Trappeafsatsen og lyttede efter hver den svageste Lyd fra Sygeværelset! Hvor ofte fo'r han ikke sammen og fik kold Sved paa Panden, naar pludselige Fodtrin bragte ham til at frygte for, at nu var det forfærdeligste maaske indtruffet! Aldrig havde han bedt saa inderligt til Gud, som han den Nat bad for den dødssyge unge Frøkens Liv og Helbredelse.