158
CHARLES DICKENS
en Slags Munterhed røgtede de Pligter, der paahvilede hende. Han var jo et Barn endnu og vidste ikke, hvad en stærk Sjæl formaar, naar det gælder. Hvor skulde han ogsaa have kunnet vide det, da selv de, der har Sjælsstyrke, stundom ikke selv véd af det.
Det blev en slem Nat, og da Morgenen kom, var Fru Maylies slemme Anelser desværre gaaet altfor godt i Opfyldelse. Rosa laa i en heftig og faretruende Feber.
»Vi maa strenge os an, Oliver, ikke give os hen i unyttig Jamren,« sagde Fru Maylie, idet hun lagde Fingren paa Munden og saa' ham stift i Øjnene. »Dette Brev her skal saa hurtigt som muligt afsted til Doktor Losberne. Du maa løbe over med det til den lille Flække, du véd; naar du løber over Markerne, er der kun en Mils Vej. Og derfra skal der saa gaa ridende Ilbud med det til Doktoren. Folkene i Gæstgiverstedet tager sig nok af det; og jeg véd, jeg kan stole paa, at du skynder dig.«
Oliver kunde ikke faa noget Svar frem; men Udtrykket i hans Ansigt viste, hvor han brændte efter at komme afsted.
»Her er et Brev til,« sagde Fru Maylie tankefuldt, »men jeg véd ikke rigtigt, om jeg skal sende det af straks eller vente, til jeg ser, hvordan det gaar med Rosa. Jeg vilde ikke gerne have sendt det af, hvis ikke det værste stod for Døren.«
Uden at tænke over det havde hun ladet Oliver tage Brevet, og han saa', at det var adresseret til »Hr. Harry Maylie« — paa en Herregaard, som han ikke rigtig kunde læse, hvor laa. — »Skal jeg tage det med ?« spurgte han utaalmodigt.
»Nej!« sagde Fru Maylie og tog det igen, »jeg venter til i Morgen!« Saa rakte hun Oliver sin Pengepung, og han styrtede afsted.
Rask løb han tvers over Markerne. Snart blev han helt borte mellem det høje Korn paa begge Sider af Stien, snart kom han ud paa aabne Marker, hvor Høstfolk gik og arbejdede. Og ikke en eneste Gang standsede han — undtagen maaske et Par Sekunder for at faa Vejret, — før han, hed og tilstøvet, stod paa det lille Torv ovre i Flækken. Her stod han lidt og saa' sig om efter Gæstgiverstedet. Der laa en hvid Bankbygning, et rødt Bryggeri, et gult Raadhus, og henne paa Hjørnet en stor Gaard med grøntmalet Træværk, over hvis Port der var et Skilt med Indskrift »Kong Georg«. Derhen skyndte han sig.
Først spurgte han en Diligencekusk, der sad og snuede i Porten, og som efter at have hørt hans Ærinde henviste ham til Staldkarlen. Staldkarlen hørte eftertænksomt paa ham og henviste ham saa til Værten, en høj Mand med blaa Halsklud, gulbrune Bukser og Kravestøvler, som stod og lænede sig op til Posten udenfor Stalddøren og stangede Tænder med en Sølv-Tandstikker. Værten gik overmaade sindigt ind i Skænkestuen og satte sig til at skrive Regningen, hvad der tog lang Tid. Saa, da den endelig var færdig og betalt, skulde der sadles en Hest, og en Karl skulde klæde sig paa, og dermed gik yderligere næsten et Kvarter. I al den Tid stod Oliver som paa Gløder, han ønskede, han selv kunde springe op og jage af Sted i Galop. Men endelig var
