Spring til indhold

Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/157

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

157

OLIVER TWIST

blide, blaa Øjne fik en funklende Glans. Men saa forsvandt det, som en Sky, der er draget forbi, og hun blev atter marmorbleg.

Oliver havde holdt skarpt Øje med Fru Maylie og havde set, at hun aabenbart var blevet ligesaa forskrækket som han. Men da han saa', at hun lod, som om det hele havde ikke noget videre at betyde, anstrengte han sig for at lade lige saadan. Og dèt havde for saa vidt en heldig Indflydelse paa Frøken Rosa. Da hun, efter Tantens Overtalelser, gik til Ro, saa' hun flinkere ud end før og lod til at have det bedre; hun sagde ogsaa selv, at hun var vis paa, hun vilde være ganske rask næste Morgen.

Lidt efter kom Fru Maylie ind igen. »Frøkenen er da ikke blevet for Alvor syg?« spurgte Oliver. »Hun saa' jo ikke ud som ellers i Aften, men —«.

Fru Maylie vinkede med Haanden, at han skulde tie stille, og satte sig hen i en mørk Krog af Stuen. Der sad hun en Stund ganske stille. Endelig sagde hun, og hendes Stemme rystede:

»Jeg haaber det ikke, Oliver. Nu har hun været min Glæde i adskillige Aar — jeg har maaske været for lykkelig, saa det kunde vel være paa Tide, at jeg ogsaa lærte Ulykken at kende. Men jeg haaber til Gud, at det i al Fald ikke skal være den

»Hvad mener De, Frue?« spurgte Oliver.

»Det frygtelige, —- frygtelige Slag,« mumlede den gamle Dame næsten uhørligt, »at miste det velsignede Barn!«

»Det forbyde Gud!« fo'r det ud af Oliver.

»Amen, Amen, min Dreng!« hviskede Fru Maylie og vred sine Hænder. »Men hun er meget syg, — og jeg er vis paa, det bliver værre endnu! Min søde velsignede Rosa! Aa Gud, aa Gud, hvad skal der blive af mig uden hende?!«

Fru Maylie lod saa fortvivlet, at Oliver betvang sin egen Hjerteangst og dristede sig til at søge at berolige hende. »Husk paa, Frue,« sagde han, og Taarerne trængte sig mod hans Vilje frem i hans Øjne, »husk dog paa, hvor ung og god hun er og til Glæde og Trøst for alle, der kender hende. Jeg er vis paa, at for Deres Skyld og for sin egen Skyld og for alle andres Skyld kan hun ikke dø endnu. Gud kan umuligt lade hende dø!«

»Hys, min Dreng!« sagde Fru Maylie og lagde Haanden paa hans Hoved, »du tænker som et Barn, og skønt det jo er naturligt nok, saa er det dog galt. Men — du har i al Fald husket mig paa min Pligt. Jeg glemte den et Øjeblik, min Dreng, men jeg haaber, det bliver mig tilgivet, fordi jeg er gammel og har set saa meget til Lidelse og Død og véd, hvad Kval det fører med sig. Men jeg véd jo ogsaa — — —. Guds Vilje ske! Kun han véd, hvor dyrebar hun er mig.«

Oliver studsede ved at iagttage, hvorledes Fru Maylie, ligesom med en Kraftanstrengelse, pludselig holdt op at klage og rettede sig og blev fuldstændig fattet og rolig. Endnu mere forbavsedes han, da han saa', at hendes Ro varede ved, at hun under den Nattevaagen og Bekymring, som fulgte efter, blev ved at være stille og fattet, og at hun næsten med