156
CHARLES DICKENS
»Aa, det er ingenting, Tante, ingenting!» svarede den unge Pige. »Jeg ved ikke selv, hvad det er, jeg føler mig saa træt og —«
»Du er da ikke syg, Barn?« spurgte Fru Maylie.
»Nej — nej — ikke syg,« svarede Rosa, men gøs i det samme som af Feber. »Det gaar nok over straks.... Aa men vær saa god at lukke Vinduet!«
Oliver skyndte sig at gøre det. Frøken Rosa søgte at tvinge sig til at lade munter og begyndte at spille en livlig Melodi. Men pludselig sank hendes Hænder kraftløst, ned paa Tangenterne hun rejste sig, lod sig falde ned paa en Sofa, der stod, skjulte Ansigtet i sine Hænder og brast i Graad.
»Men Barn dog, kæreste Barn!« udbrød Fru Maylie og tog hendes Hoved ind til sig, »saadan har jeg jo aldrig set dig før!«
»Jeg vilde saa nødig ængste dig, Tante,« hviskede Rosa. »Men jeg kan ikke faa Magt over mig selv. Jeg er bange for, at jeg alligevel er syg.«
Og syg var hun; thi da man havde faaet tændt Lys, saas det, at hun var bleg som et Lig. Hendes Ansigt havde intet mistet af sin Skønhed, det havde kun faaet et besynderlig uroligt og udmattet Udtryk. Et Øjeblik efter overgødes saa Kinderne af en blussende Rødme, og de
