155
OLIVER TWIST
Fru Maylie holdt af. De plejede ikke at tænde Lys, og Oliver sad henne ved et af Vinduerne og lyttede til den søde Musik, og stille Glædestaarer sneg sig ned over hans Kinder.
Kl. 6 om Morgenen var han oppe, og strejfede over Markerne og afsøgte Gærderne rundt omkring for at samle vilde Blomster, som det derefter krævede megen Omtanke og Flid at faa ordnet pænt til Frokostbordet. Saa skulde ogsaa Fru Maylies Fugle have frisk Foder, — Oliver havde studeret Fodrings Kunsten under Landsbydegnens kyndige Vejledning. Tidt var der ogsaa et eller andet lille barmhjertigt Ærinde ned i Landsbyen. Og i al Fald var der altid noget at pusle med enten ude i Haven eller ogsaa ved Potteplanterne, hvilket ligeledes Landsbydegnen (som var Gartner af Profession) havde undervist Oliver om. Og saa kom Frk. Rosa og roste ham for, hvad han havde udrettet, — et af hendes lyse, milde Smil havde for Resten forud været mer end Belønning nok.
32.
Skaar i Lykken.
Foraaret gik, Sommeren kom, havde der været smukt derude i Landsbyen før, saa stod den nu i al sin rige Pragt og Glans. De store Træer strakte deres løvbehængte Grene ud over den tørstige Jord og forvandlede aabne, bare Pletter til kølige, hyggelige Skjul, hvorfra man havde vid Udsigt over et solbeskinnet Landskab. Jorden havde iført sig sin stolte grønne Kappe og aandede Vellugt ud i Luften. Overalt var der grønt og blomstrende, lyst og skønt.
I det lille Landsted levede man stille som før, i samme frydefulde Tilfredshed. Oliver var forlængst blevet stærk og rask igen, og han var stadig den samme blide, hengivne, kærlighedsfulde Dreng, som han havde været, dengang Sygdom og Smerter tærede paa hans Kræfter.
En smuk Aften havde man gaaet længere, end man plejede; thi det havde været en usædvanlig hed Dag, og nu skinnede Maanen fra Himlen, og en sagte Vind viftede saa forfriskende. Frk. Rosa havde været i fortræffeligt Humør, man havde gaaet og var blevet ved at gaa, indtil endelig Fru Maylie følte sig lidt træt. Saa vendte man langsomt hjem. Den unge Dame tog sin Straahat af og satte sig, som hun plejede, til Klaveret. Nogle Øjeblikke lod hun aandsfraværende Fingrene løbe hen over Tangenterne, saa slog hun ind paa en dæmpet, højtidsfuld Melodi. Men bedst som hun spillede, hørte de andre, at hun græd.
»Hvad er der, min Pige?« spurgte Fru Maylie.
Rosa svarede ikke, spillede blot lidt stærkere til, som om hun var blevet skræmt op af triste Tanker.
»Hvad er der, Barn?« spurgte Fru Maylie og rejste sig hurtigt og gik hen og bøjede sig ned over hende. »Du har jo grædt! Er der noget, du er bedrøvet over?«
