154
CHARLES DICKENS
Doktor Losberne tav et Øjeblik. »Er hans Husholderske ogsaa rejst?« spurgte han saa.
»Ja, Hr.«, svarede Pigen. »Baade den gamle Herre og Husholdersken og saa en Ven af Herren.«
»Kør hjem igen!« befalede Doktoren Kusken, »og lad vær' at lade Hestene bede, før vi er slupne ud af dette forbandede London!«
»Men — Boghandleren, Hr.!« — sagde Oliver. »Jeg véd, hvor han bo'r, — aa, skal vi ikke køre hen til ham?« »Nej, min stakkels Dreng,: svarede Doktoren, »nu har vi haft Skuffelser nok for i Dag, baade du og jeg. Kører vi hen til Boghandleren, saa faar vi sagtens den Besked, at han er død, eller har stukket Ild paa sit Hus, eller er rendt sin Vej. Nej, nu lige hjem igen!« Og i Kraft af Lægens Indskydelse kørte man sporenstregs tilbage.
Denne bitre Skuffelse voldte Oliver megen Sorg. Han havde glædet sig saa usigeligt ved Tanken om at skulle gense Hr. Brownlow og Madam Bedwin, Haabet om at faa renset sig i deres Øjne havde holdt ham oppe under mangen en Prøvelse. Og nu var de maaske rejst bort i den Tro, at han var en Hykler og en Tyv! Dèt var næsten mer, end han kunde bære. Men — hans Velgørerinder var og blev gode imod ham. En fjorten Dages Tid efter, da Varmen rigtig begyndte at komme i Luften, blev det Sølvtøj, der i saa høj Grad havde vakt Jødens Begær, sendt ind i en Bank. Giles og endnu et Tyende blev tilbage for at passe paa Huset. De andre rejste længere ind i Landet, til et lille Landsted, og de tog Oliver med.
Stedet laa henrivende. Roser og Gedeblad slyngede sig op ad Murene, Vedbend løb op ad Træstammerne, Havens Blomster fyldte Luften med Duft. Tæt ved var en lille Kirkegaard, hvor Grønsvær og Mos dækkede de Tuer, under hvilke Landsbyens gamle Folk var stedet til Hvile. Oliver gik tit derinde, og naar han kom til at tænke paa den Fattiggrav, hvori hans Moder laa, kunde det træffe sig, at han satte sig hen og brast i Graad. Men naar han saa igen saa' op til den dybblaa Himmel, forstod han, at han skulde ikke tænke sig hende nede i Jorden længer, og hans Graad blev stille og smertefri.
Det var en lykkelig Tid. Dagene var saa milde og fredelige, Nætterne kendte hverken til Angst eller Sorg. Hver Formiddag gik han hen til en hvidhaaret gammel Herre, som boede ved Siden af Kirken, og som lærte ham at læse og skrive og talte saa venligt til ham og gjorde sig saa megen Umag med ham, at Oliver syntes, han kunde aldrig være flittig nok, for at gøre ham tilpas. Saa spadserede han med Fru Maylie og Frøken Rosa og hørte dem tale om Bøger, eller han sad maaske med dem paa et skyggefuldt Sted og hørte Frøkenen læse op, hvad han slet ikke kunde blive træt af. Derefter havde han sine Lektier at læse, og saa var det Aften, og Damerne gik igen en Tur, og han fulgte med og var lykkelig, naar der enten var en Blomst, han skulde tage til dem, eller de havde glemt noget, som han skulde hente. Efter at de var kommen hjem, satte Frøkenen sig gærne til Klaveret og spillede lidt, eller hun sang, sagte og blidt, en eller anden gammel Sang, som
