153
OLIVER TWIST
Oliver med et saa skarpt og spejdende og tillige saa rasende og hævngerrigt Blik, at Oliver flere Maaneder efter ikke kunde glemme det, hverken vaagen eller i Drømme. Saa gav Utysket sig igen til at skælde og bande, og endnu da Vognen var kommet et Stykke bort, saa' de ham staa derhenne og stampe i Jorden og rive sig i Haaret aldeles ude af sig selv.
Der blev en lang Pavse. »Hm!« sagde saa Doktoren, »jeg er en Torsk!… Har du vidst det før, Oliver?«
»Nej, Hr.«
»Saa husk det til en anden Gang!«
De kørte igen et Stykke i Tavshed. »En rigtig Torsk!« gentog Doktoren saa. »Selv om det havde været det rigtige Hus, og selv om de rigtige Folk havde været der, hvad havde jeg ene Menneske saa kunnet gøre?! Og dersom jeg havde haft nogen med mig, indser jeg ikke, at det kunde have ført til andet, end at jeg var blevet nødt til at rykke ud med, hvordan jeg har faaet dysset hele Historien om Indbrudet ned. Men saadan gaar det altid: altid render jeg mig en Staver i Livet ved at lade mig lede af mine Indskydelser!«
Sandt at sige havde den brave Doktor hele Livet igennem ladt sig lede af sine Indskydelser. Men det var ingen ringe Ros for hans Indskydelser, at de egenlig aldrig havde fort ham i Fortræd, men altid havde vakt den største Paaskønnelse og Højagtelse hos dem, der kendte ham.... Alligevel var han en Stund temmelig forstemt over, at han ikke saaledes straks ved første Lejlighed havde kunnet skaffe Bevis for, at Olivers Historie var sand. Han kom imidlertid snart i Humør igen, og da han hørte, hvorledes Oliver besvarede hvert et Spørgsmaal lige saa klart og paalideligt og oprigtigt som for, sagde han til sig selv, at fra nu af vilde han fæste ubetinget Lid til ham.
Oliver kendte Navnet paa Gaden, hvori Hr. Brownlow boede, saa de kunde køre lige derhen. Da Vognen drejede ind i den, begyndte Drengens Hjerte at banke, saa han knap kunde faa Vejret. »Dèr! dèr!« hviskede han og pegede ivrigt ud ad Vinduet; »det hvide Hus dèr!… Aa, lad os skynde os, lad os skynde os! Det er, ligesom jeg skulde dø, saadan ryster jeg!«
»Naa naa, du!« sagde den skikkelige Doktor og klappede ham paa Skulderen. »Nu er vi der jo straks, — saa!«
Vognen holdt. Oliver stirrede gennem Taarer ud efter Vinduerne… Ak! det hvide Hus stod tomt, i det ene Vindu hang en Plakat: »Til Leje!«
»Saa banker vi paa ved Siden af,« sagde Doktoren og tog Oliver under Armen. »Aa vær saa god at sige mig, hvor er Hr. Brownlow flyttet hen, som boede her i Huset ved Siden af?«
Tjenestepigen vidste det ikke, men skulde gaa ind og spørge. Hun kom straks efter tilbage og sagde, at Hr. Brownlow havde solgt alt sit Indbo og var rejst til Vestindien for seks Uger siden… Oliver slog Hænderne sammen og næsten daanede ind i Favnen paa Doktoren.
