152
CHARLES DICKENS
»Ja vel! hvad dèt?« sagde Doktoren. »Aa hold lidt, Kusk, — hold for Pokker! — Naa hvad er der saa med det Hus, min Dreng?«
»Det er Tyvenes, — det var dèr, de tog mig med ind!«
»Halløj!« udbrød Doktoren. »Hejda, Kusk, luk op!« Men før Kusken var sluppet ned fra Bukken, var Doktoren paa en eller anden Maade kommen ud af Vognen og styrtede hen til Huset og gav sig til at sparke paa Døren, som han var besat.
»Naada!« sagde en lille pukkelrygget Grimrian og lukkede Døren pludselig op, saa at Doktoren, der just havde sparket ganske voldsomt til, nær var gaaet paa Næsen ind ad den. »Hvad er der i Vejen?«
»I Vejen?« gentog Doktoren, og greb ham øjeblikkelig i Kraven. »Der er Tyveri, er der!«
»Ja, og Mord med,« svarede den Pukkelryggede koldblodig, »hvis De ikke ser og faar den Haand væk! Hører De!«
»Vel hører jeg,« svarede Lægen og blev ved at ruske i Grimrianen. »Hvor er —? hvad var det nu, den Kæltring hed? — Sikes var det, — Sikes! hvor er Sikes, din Tyvetamp?!«
Den Pukkelryggede stirrede umaadelig forbavset og forbitret paa ham, vred sig derpaa behændigt ud af hans Tag, og smuttede, under en Syndflod af Eder, ind i Huset. Men inden han kunde faa spærret Døren, var Doktoren, uden videre Komplimenter, trængt ind i Stuen — og saa' sig betuttet om. ikke et eneste Stykke Bohave derinde, intet levende eller livløst svarede til Olivers Beskrivelse!
»Naada!« sagde den Pukkelryggede og mønstrede Dr. Losberne skarpt, »hvad er Meningen med, at De trænger saadan med Magt ind i mit Hus? Vil De plyndre mig, eller vil De myrde mig?«
»Har du maaske nogensinde set, at man kommer kørende i Kalesche til den Slags, din gamle Flagermus-Gripomenusit spurgte den iltre Doktor.
»Hvad vil De da?« skreg Grimrianen opbragt. »Se nu til, De kradser af, eller jeg skal kværke Dem, De!«
»Jeg gaar, naar jeg har Lyst,« erklærede Doktoren og saa' ind i det tilstødende Værelse, som heller ikke i mindste Maade svarede til Olivers Beskrivelse. »Jeg skal nok faa Ram paa dig en anden Gang, min Ven!«
»Skal De dèt?« hvæste Utysket. »Ja vil De mig noget, saa kom an! Nu har jeg boet her mutters ene i25Aar, saa jeg lader mig ikke skræmme af Dem! De skal komme til at betale det, De skal komme til at betale det!« Og den lille vanskabte Satan hylede af Raseri og dansede som en Vanvittig om paa Gulvet.
»Hm! en dum Historie, dette her! Drengen maa have taget fejl!« mumlede Doktoren for sig selv. »Dèr, du! put det i Lommen og stæng saa af for dig igen!« Han smed et Pengestykke til Utysket, og gik ud til Vognen.
Mennesket fulgte efter ham helt hen til Vogndøren, stadig under en Strøm af Eder og Forbandelser. Men idet Doktoren saa vendte sig om for at give Kusken Ordre, kiggede han ind ad Vognvinduet og saa' paa
