162
CHARLES DICKENS
og hørte saa med Et bagved sig en Vogn komme kørende i rasende Fart. Det var en Postvogn. Hestene fløj afsted i Galop, Vejen var kun smal. Altsaa stillede han sig op ad et Led, der var, og vilde vente, til Vognen var kørt forbi.
Idet den jog forbi, saa' han et Glimt af en hvid Nathue og — under Nathuen — af et Ansigt, som han syntes, han skulde kende. Det næste Nu blev Nathuen stukket ud ad Vognvinduet, og der blev raabt højt til Kusken, at han skulde holde. Det gjorde Kusken ogsaa, saasnart han havde faaet Magt over Hestene. Hvorpaa Nathuen kom frem igen, og den samme Stemme som før kaldte paa Oliver. »Hejda! Oliver!« raabte den: »Hvordan har Frk. Rosa det, Oliver?!«
»Nej er det Dem, Giles?!« spurgte Oliver, og løb hen til Vogndøren.
Giles stak igen Nathuen ud ad Vinduet, men blev i det samme trukket tilbage af en ung Herre, som sad paa det andet Sæde, og som ivrigt spurgte: »Er det bedre — eller værre?!«
»Meget bedre!« skyndte Oliver sig at svare. »Det blev bedre for et Par Timer siden. Doktor Losberne sagde selv, at nu var al Fare forbi.«
Den unge Herre stødte Vogndøren op, sprang ud, greb ilsomt Oliver ved Armen og trak ham lidt til Side. »Er det ganske sikkert?« spurgte han, og hans Stemme rystede. »Er du vis paa, at du ikke har hørt fejl?«
»Ja ganske vis!« svarede Oliver. »Doktor Losberne sagde, at Frøkenen vilde leve mange Aar endnu.«
Den unge Herre vendte Ansigtet bort og tav. Det forekom et Par Gange Oliver, at han kunde høre, han græd, — altsaa tav han selv og lod, som han stod og rettede paa Buketten.
Giles sad paa Vogntrinet, med Albuerne støttet paa Knæerne, og tørte Øjnene med et hvidprikket blaat Lommetørklæde. At den skikkelige Fyr ikke hyklede Sindsbevægelse, kunde man straks efter se paa hans Øjne; thi de var røde, da den unge Herre vendte sig om til ham og befalede: »Kør De i Forvejen med Vognen, Giles! Jeg vil gjerne gaa et Øjeblik og samle mig. Sig til Moder, at jeg er her!«
Giles gav sit rynkede Ansigt en sidste Overhaling med Lommetørklædet. »Ja om Forladelse, Hr. Harry,« bad han, »men maatte ikke hellere, Kusken sige det? Jeg vil saa nødig, at Pigerne skulde se mig saadan — de faar ingen Respekt for mig mere!«
»Som De vil!« svarede Harry Maylie og smilte. »Lad saa Kusken køre i Forvejen med Kufferterne, og følg De med os! Men se dog først at faa den Nathue af Hovedet, ellers tror man, vi er blevet forrykte!«
Saasnart Giles blev erindret om sin mærkelige Hovedbedækning, snappede han rædselsslagen Nathuen og stak den i Lommen og fik i Stedet en pæn, ærværdig Hat paa. Derefter kørte Kusken, og de tre andre fulgte langsomt bag efter. — Undervejs skottede Oliver nysgerrigt op paa den unge Hr. Harry Maylie, Han kunde vel være en fem og tyve Aar; han var middelhøj, havde et kønt, aabent Ansigt og et meget belevent og vindende Væsen. Til trods for Aldersforskellen lignede han i den Grad Fru Maylie, at Oliver straks vilde have antaget ham for en
