164
CHARLES DICKENS
Medens denne Samtale stod paa, havde Dr. Losberne og Oliver holdt sig helt henne i den anden Ende af Stuen. Nu kom Doktoren hen og hilste hjerteligt paa Harry og gav ham en omstændelig og trøsterig Forklaring om Patientens Befindende. Giles stod og lyttede spændt til hvert et Ord, medens han lod, som om han pakkede en Kuffert ud.
Pludselig vendte Doktoren sig om imod ham og spurgte: »Sig mig, Giles, har De skudt noget i den sidste Tid?«
»Nej — ikke noget særligt!« svarede Giles og blev rød helt op under Haarrødderne.
»Heller ikke fanget nogen Indbrudstyv, eller identificeret nogen?«
»Nej, slet ingen!« sagde Giles, overmaade værdigt.
»Hum!« bemærkede Doktoren, »det gør mig ondt, for De er saa dygtig til den Slags!.... Naa og hvordan har Brittles det?«
Giles slog over i sin vante overlegne Tone: »Drengen har det godt,… han lader formelde sin ærbødigste Hilsen.«
»Glæder mig!« sagde Doktoren. »Men det er sandt, Giles, siden vi taler sammen, — det falder mig ind, at lige Dagen før jeg blev kaldt saa hovedkuls hertil, havde jeg efter Deres kære Frues Anmodning været i et lille Ærinde til Fordel for Dem. Aa hør et Øjeblik her!«
Giles gik værdigt, men noget forundret hen til Doktoren, som havde trukket sig ind i en Krog af Stuen. Dér blev han saa beæret med en kort, hviskende Forklaring, som han besvarede med et Utal af Buk, og hvorfra han gik bort ganske overordenlig knejsende. Inde i Dagligstuen kom det ikke for en Dag, hvad Forklaringen havde gaaet ud paa; men det aabenbaredes øjeblikkelig nede i Køkkenet. Derned styrede nemlig Giles straks sin Kurs, og efter at han havde forlangt sig et Krus Ale, forkyndte han majestætisk, at i Betragtning af hans modige Optræden under indbrudet havde det behaget Fruen at lade indsætte 500 Kr. i Sparekassen paa hans Navn og til hans fri Raadighed. Ved den Efterretning løftede de to Tjenestepiger baade Øjne og Hænder i Vejret og formente, at fra nu af blev Hr. Giles vistnok meget stolt. Men Hr. Giles rettede paa sit Kalvekrøds og sagde: »Næh, — aa næh !« hvorpaa han tilføjede, at dersom de skulde mærke noget til, at han blev stolt overfor sine Undergivne, vilde han ligefrem være dem taknemlig, om de vilde sige ham det.
Ovenpaa gik Resten af Aftenen meget fornøjeligt. Doktoren var i Perle-Humør, og skøndt Harry Maylie til at begynde med var baade træt og tankefuld, kunde han ikke holde Stand mod den brave Mands Lystighed. Dr. Losberne var rent uudtømmelig paa pudsige indfald og Anekdoter og Historier fra hans Praksis, hvilket altsammen forekom Oliver at være det morsomste, han nogensinde havde hørt. Altsaa lo han hjerteligt, hvad der aabenbart tiltalte Doktoren, som selv skoggerlo hvert Øjeblik. Og tilsidst smittede de andres Latter Harry, saa at ogsaa han kom til at le. Kort sagt, det lille Selskab var saa muntert, som det efter Omstændighederne vel kunde være, og det blev sent, før man, let om Hjertet og fuld af Tak, trak sig tilbage for at søge den Hvile, som man efter de sidste Dages Angst og Spænding trængte højligt til.
Næste Morgen tidlig stod Oliver op og gik til sine vante Beskæf-
