165
OLIVER TWIST
tigelser med mange Gange større Haab og Glæde, end han i lang Tid havde kendt. Han syntes, at Duggen blinkede med dobbelt Glans fra de grønne Blade, at den sagte Vind hviskede dobbelt mildt i Løvet, ja at selve Himlen var blevet mere blaa og blank. Saadan omskaber vor egen Stemning vore Omgivelser. De, som ser paa Naturen og paa deres Medmennesker og klager over, at alt er sort og usselt, de har Ret: men de triste Farver er Genspejlinger af deres egne ildesindede Øjne og Hjerter!
Det er værd at bemærke (og Oliver bemærkede det ogsaa), at Oliver kom nu ikke mer til at gøre sine Morgen-Udflugter ene. Saasnart Harry Maylie havde set ham vende hjem med en Ladning Markblomster, grebes han af en saadan Lidenskab for Blomster og udviklede en saadan Smag til at ordne dem, at han lod Oliver langt bag sig. Til Gengæld vidste Oliver, hvor de smukkeste Blomster voksede, og Morgen efter Morgen gennemstrejfede de to altsaa Omegnen sammen. Frøken Rosa var kommen sig saa vidt, at hendes Vindue blev lukket op, for at hun kunde kvæges af den friske Luft; og hver eneste Morgen laa der paa Karmen udenfor det en ny Buket, som var bleven bundet med den største Omhu. Oliver undrede sig over, at de visne Blomster aldrig lod til at blive kastet ud. Han lagde ogsaa Mærke til, at naar Doktor Losberne om Morgenen kom ned i Haven, kiggede han altid op til Vindueskarmen og nikkede saa hen for sig og smilte, medens han gik videre.
Forresten havde Oliver fuldt op at tage Vare paa. Han gav sig med fordoblet Iver hen til den hvidhaarede gamle Herres Undervisning, og han gjorde saa raske Fremskridt, at det endog undrede ham selv… Men saa var det en Dag, at der tilstødte ham noget besynderligt, og dét gjorde ham baade meget forskrækket og forknyt.
Det lille Værelse, hvori han plejede at sidde og læse, laa i Stueetagen, omme paa Bagsiden af Huset. Der var et Vindue med Gitter for, indhegnet af duftende Jasmin og Gedeblad. Vinduet vendte ud til Haven, hvorfra en Laage førte ind til en lille Gaard; bag den igen kom Eng og Skov. Der var intet Hus i Nærheden ad den Kant, man havde en meget vid Udsigt.
En smuk Aften, da det begyndte at skumre, sad Oliver ved dette Vindue. Han havde siddet og læst længe; og saasom Dagen havde været usædvanlig trykkende og han havde haft en Del at gøre, er det vel ingen Skam for ham, at han tilsidst saa smaat blundede ind.
Der lister sig undertiden over os en Slags Søvn, som lammer Legemet, men lader Sjælen bevare en Slags halv Bevidsthed om Omgivelserne og en underlig Evne til ligesom at flakke om. Vi er dvalebundne, er ikke Herre over vore Kræfter eller vor Vilje, kan ikke styre vore Tanker; men vi véd, hvad der sker omkring os, og Ord, som virkelig bliver sagt, Lyd, som virkelig er til, læmper sig saa smidigt ind i vore Drømme, at tilsidst gaar Indbildning og Drømme i ét og er næsten ikke til at skille fra hinanden. Ja endnu mer: vore Drømme i denne Tilstand kan blive bestemte, væsenlig bestemte, ved den fuldstændig tavse, virkelige Nærværelse af en Genstand, som ikke var os nær, dengang vi lukkede Øjnene, og hvis Nærmen-sig egenlig heller ikke kom os til Bevidsthed.
