167
OLIVER TWIST
ligeledes over Hækken og samlede sig selv op, behændigere end man skulde have troet om ham, og kom løbende bag efter og raabte hele Tiden, hvad der var paa Færde? Foreløbig løb man imidlertid bare. Først da Harry var naaet hen til Gennemgangen i det Gærde, som Oliver havde peget paa, og gav sig til omhyggeligt at undersøge baade Grøften og Hækken paa Gærdet, fik de andre indhentet ham. Og nu fik ogsaa Oliver Stunder til at meddele Doktoren, hvem man var paa Jagt efter.
De ledte dog forgæves; der var ikke engang friske Fodspor at se. De kom op paa en lille Bakke, hvorfra man havde en vid Udsigt over Marker og Enge. Dèrnede til venstre laa Landsbyen; hvis de to Mænd havde søgt hen til den, maatte de have gjort en stor Omvej over aaben Mark, og de kunde umuligt paa saa kort Tid have tilbagelagt saa lang en Strækning. Til den anden Side var der, bag ved Engen, tæt Skov; men heller ikke der kunde de være sluppet ind, af samme Grund.
»Du maa have drømt, Oliver!« sagde endelig Harry Maylie.
»Nej, nej, jeg forsikrer Dem!« svarede Drengen og gøs ved den blotte Tanke om Synet af Jøden. »Jeg saa' ham ganske tydeligt, — jeg saa' dem begge ligesaa tydeligt, som jeg i dette Øjeblik ser Dem!«
»Hvem var den anden?« spurgte Harry og Dr. Losberne i Munden paa hinanden.
»Det var den Mand, jeg har fortalt Dem om, som jeg løb paa i Porten til Gæstgivergaarden. Vi stirrede paa hinanden, og jeg er vis paa, at det var ham.«
»Og du er ogsaa vis paa, at de gik denne Vej?« spurgte Harry.
»Ligesaa vis paa, som jeg er, at de stod udenfor Vinduet!« Oliver pegede ned paa Hækken, som var imellem Haven og Engen: »Dèrhenne sprang den bøje Herre over. Jøden løb nogle Skridt længere til højre og pressede sig saa gennem den Aabning, der er.«
Dr. Losberne og Harry saa' ufravendt paa Oliver, medens han talte, og saa' derefter paa hinanden. Drengen udtrykte sig jo aldeles bestemt! Men alligevel var der intet Spor at opdage af, at nogen kunde være flygtet. Det høje Græs var ikke et eneste Sted traadt ned, undtagen dèr, hvor de selv, Forfølgerne, havde løbet. Og Kanterne og Siderne af Grøften var af fugtigt Ler: men der var ikke det mindste Tegn til, at nogen Fod for nylig havde traadt der.
»Det er underligt!« sagde Harry Maylie.
»Meget underligt!« indrømmede Dr. Losberne. »Ikke engang de Herrer Blathers & Duff vilde kunne forstaa det!«
Det var aabenbart ingen Nytte til at lede længer. Alligevel blev de ved at lede, lige til Mørket faldt paa, og selv da holdt de kun nødigt op. Giles fik af Oliver en omstændelig Beskrivelse af, hvordan de to uhyggelige Fremmede havde set ud og været klædt, og dermed blev han skikket om i Landsbyens Kipper. I al Fald Jødens Ydre var jo saa paafaldende, at hvis nogen havde set ham sidde at drikke eller set ham luske om et Steds, maatte den Paagældende absolut have bidt Mærke i ham. Men
