168
CHARLES DICKENS
Giles kom tilbage uden at have opsporet noget som helst, der kunde kaste Lys over Sagen.
Næste Dag blev der igen ledt og igen forhørt — ligesaa frugtesløst. Anden Dagen begav Dr. Losberne og Harry Maylie sig over til den nærmeste lille By, for muligvis dèr at faa noget at vide: forgæves! Og saa, efter nogle Dages Forløb, gik Historien omtrent i Glemme. Saadan gør saa mange Historier, idet Forundringen, naar den ingen Næring faar, dør hen af sig selv.
Imidlertid kom Frøken Rosa sig hurtigt. Snart kunde hun forlade Sygeværelset — kunde begynde at gaa ud — kunde være sammen igen med den lille Kreds, hvis Glæde hun var. Og atter kom Huset til at genlyde af lystige Stemmer og lystig Latter. Men det undgik ikke Olivers Opmærksomhed, at der til Tider alligevel laa som et Tryk over en og anden. Fru Maylie og hendes Søn lukkede sig ofte timevis inde sammen; og mer end én Gang saa' det ud, som om Frøken Rosa havde grædt. Da Dr. Losberne havde slaaet fast, hvad Dag han vilde rejse hjem, voksede Trykket: det blev nu ganske øjensynligt, at der var noget i Vejen, som forskertsede baade Frøken Rosas og… en andens Sjælefred.
Saa en Morgen, da Frøken Rosa sad ene inde i Spisestuen, traadte Harry Maylie ind og bad, noget stammende, om han ikke maatte tale med hende. »Det er kun et Øjeblik, Rosa!« sagde han og flyttede en Stol hen ved Siden af hendes. »For ikke sandt? Du véd, hvad jeg vil sige. Selv om jeg ikke har talt til dig om det, saa kender du jo mit Hjertes dyreste Haab.«
Rosa var blevet bleg. da han kom ind; men det var maaske blot en Eftervirkning af hendes Sygdom. Nu bøjede hun sig ned over en Blomst, der stod, og ventede tavs paa, at han skulde fortsætte.
»Jeg burde — været rejst før!« sagde han.
»Ja — det burde du!« svarede hun. »Bliv ikke vred, — men jeg vilde ønske, du havde gjort det.«
»Aa Rosa!« sagde han — og talte sig efterhaanden heftigere og heftigere, »du havde været Døden saa nær, svævede næsten som mellem Himmel og Jord! At vide, at du gled bort, lige som den lyse Skygge, et forbi-ilende Solblink breder over Jorden, — ikke at have Haab om, at du vilde blive bevaret for os, som blev tilbage, og ikke at kunne indse nogen Grund til, hvorfor du skulde blive det, siden du dog er saa meget, meget for god til denne Verden, — det var næsten ikke til at bære! Og saa stormede der samtidigt ind over mig en saa forfærdelig, egenkærlig Angst for, at du skulde dø uden at have faaet at vide, hvor usigeligt jeg holder af dig. Men da du saa kom dig, Dag for Dag, ja næsten Time for Time, — da jeg saa', hvorledes du Skridt for Skridt traadte ind i Livet igen, — — nej, du maa ikke sige, at du vilde helst haft, jeg skulde være gaaet Glip af alt dèt: for det har gjort mit Hjerte saa blødt.«
»Det var heller ikke min Mening,« svarede Rosa, med Graad i Stemmen. »Jeg mente blot, at du burde være rejst for at — gaa op i Arbejde — i Opgaver, som er dig værdige.«
»Ingen Opgave er mig værdigere end at kæmpe for at vinde et Hjerte
