169
OLIVER TWIST
som dit!« svarede han og tog hendes Haand. »Aa Rosa, dyrebare Rosa, — i mange, mange Aar har jeg elsket dig og drømt om at vinde mig et Navn for saa at kunne komme stolt og sige dig, at kun for din Skyld havde jeg søgt at vinde det. Saa vidt er jeg ikke naa't, ingen af mine ungdommelige Drømme er blevet opfyldt. Men saadan som jeg er bringer jeg dig det Hjerte der allerede længe har tilhørt dig, og hele mit Liv beror paa, hvad du vil svare.«
Hun var stærkt bevæget, men søgte at fatte sig. »Du har altid været saa god og hensynsfuld,« sagde hun, »du maa ikke tro, jeg er utaknemlig. Mit Svar er — —«
»At jeg skal søge at gøre mig værdig til dig, Rosa?«
»Mit Svar er, — at du maa søge at glemme mig, — ikke som din gamle trofaste Kammerat, for dèt vilde jeg ikke kunne holde ud, men som Genstand for din Kærlighed. Se dig om i Verden: der er jo saa mange Hjerter, som du kunde være langt stoltere af at vinde. Naar du saa har faaet en anden kær, vil jeg være den oprigtigste Veninde, du har.«
Hun holdt Haanden for Øjnene og græd. Han stod endnu stadig med hendes anden Haand i sin. Der blev et Øjebliks Tavshed. Endelig
