174
CHARLES DICKENS
Udvidelse af Øjet forslaar til at knuse Fattiglemmer, fordi de ikke er særlig modstandsdygtige, saasom de holdes paa smal Kost, — og ogsaa om, hvorvidt maaske Madam Bumble var ualmindelig hærdet overfor Ørneblik. Men uomtvisteligt er det, at Madamen aldeles ikke lod sig forskrække af Bumbles Øjekast, tværtimod, hun begegnede det haanligt og slog endog en skraldende Latter op, der lød, som den var ægte.
Da Bumble hørte denne uventede Lyd, saa' han først meget vantro ud og derpaa bestyrtet. Han sank tilbage i sin tidligere:Grublen og rørte sig ikke, før hans Opmærksomhed paany vaktes af hans bedre Halvdels Røst.
»Skal Du blive siddende og snue der hele Dagen?« spurgte hun.
»Jeg agter at blive siddende, saalænge jeg synes!« svarede Bumble. »Jeg snuer aldeles ikke; men forresten vil jeg snue og snorke og græde og le, ligesom det behager mig, for det er min Ret.«
»Din… Ret?!« snærrede Madamen i ubeskrivelig Ringeagt.
»Det var det, jeg sagde, ja!« erklærede Bumble. »For det er Mandens Ret at kommandere.«
»Saa? Og hvad i Djævlens Skind og Ben er da Konens Ret?« skreg den afdøde Corneys Enke.
»At lystre, Madam!« tordnede Bumble. »Din ulykkelige salig Afdøde skulde have lært dig det, saa havde han maaske levet endnu, — stakkels Mand! gid han havde!«
Madam Bumble begreb, at nu var det afgørende Øjeblik der, og at den Kamp, som nu skulde kæmpes angaaende Herredømmet, vilde blive den endelige og sidste. Ikke saa snart havde hun altsaa hørt Hentydningen til den salig Forhenværende, før hun sank ned paa en Stol og brast i krampagtig Graad, hvorunder hun højlydt erklærede Bumble for at være et Umenneske med et Hjerte af Sten.
Men Taarer var ikke noget, der kunde trænge ind til Bumbles Sjæl; den var vandtæt. Ligervis som Bæverskinds Hatte, der kan taale at vaskes og bliver smukkere af Regn, saaledes blev hans Nerver kraftigere og fastere af Taarestrømme. Thi slige Strømme var jo et Tegn paa Svaghed samt en stiltiende Anerkendelse af hans Overlegenhed, og altsaa frydede de ham og gjorde ham stolt. Han saa' yderst veltilfreds paa sin Hustru og bad hende endelig bare græde sig ud, Lægerne var enige om, at det var en for Sundheden særdeles gavnlig Legemsøvelse. »Den klarer Lungerne, renser Ansigtet, skaller Øjnene Bevægelse og letter Humøret,« bemærkede han. »Græd bare væk, Madam!«
Efter at han havde udladt sig med denne behagelige Vits, tog han sin Hat ned fra Knagen, satte den temmelig flot paa Snur (som en Mand gør, der føler, at han heldigt har hævdet sin Storhed), stak saa begge Hænder i Lommerne, og skred hen ad Døren til med meget selvglade og stolte Skridt.
Den forhenværende Madam Corney havde først forsøgt med Taarer, fordi de var mindre anstrengende end et korporligt Angreb. Hun var imidlertid fuldstændig parat til ogsaa at prøve den anden Fremgangsmaade, hvad Hr. Bumble hurtigt skulde faa at mærke.
