175
OLIVER TWIST
Det første Bevis fik han gennem et dumpt Klask, hvis umiddelbare Følge var, at hans Hat fløj hen iden anden Ende af Stuen. Efter at hans Hoved saaledes var blevet blottet ved dette indledende Skridt, greb den erfarne Dame ham i Struben med den ene Haand og overdængede med den anden Haand hans Ansigt med en Plaskregn af Slag, der faldt anerkendelsesværdigt kraftige og sikre. Da det var besørget, bragte hun lidt Afveksling ind i det ved at kradse ham i Ansigtet og rive ham i Haaret. Og efter at hun omsider havde tildelt ham en Revselse, som hun fandt svarende til Fornærmelsen, puffede hun ham hen over en Stol, der heldigvis stod rede for hendes Forehavende, og opfordrede ham til igen at begynde at snakke om sin »Ret«, hvis han turde!
»Naa! op med dig!« kommanderede hun, »og se at skrubbe af! Ellers skal du se, jeg skal lette dig!«
Hr. Bumble rejste sig med en saare angerfuld Mine, grublede lidt over, hvad hans Kone vel mente med at ville »lette« ham, og samlede saa sin Hat op og listede saa smaat hen ad Døren til.
»Kan du snart komme afsted?« spurgte hun.
»Nu gaar jeg, nu gaar jeg, min Ven,« svarede han og begav sig en Del hurtigere hen imod Døren. »Det var jo ikke min Mening — ja, nu gaar jeg, nu gaar jeg! — men du er virkelig saa heftig, saa at jeg — —«
Madam Bumble gjorde i det samme rask et Par Skridt fremad, hun vilde nemlig rette paa Tæppet, som var kommet i Ulave under Bataillen. Men hendes Gemal fo'r øjeblikkelig ud af Stuen. uden at tænke paa at faa fuldført sin paabegyndte Sætning. Han var blevet fuldstændig overrumplet og fuldstændig slaaet. Thi skønt han havde en afgjort Tilbøjelighed til at prale og fandt megen Glæde i at spille Tyran, var han (det er næsten overflødigt at sige det) en rigtig Kujon. Mange højt ansete og højt beundrede Avtoriteter er Ofre for lignende Skrøbeligheder. Saa Bemærkningen skal slet ikke tjene til at nedsætte Hr. Bumble, den skal tværtimod yderligere indprente, hvor vel skikket han var til at være Embedsmand.
Forresten var hans Nedværdigelses Maal ikke fyldt endnu. Han gjorde en Runde i Huset og kom for første Gang til den Overbevisning, at Fattiglovene var dog i Grunden for strikse: Mænd f. Eks., som løb bort fra deres Koner og bragte disse paa Sognet, burde egenlig slet ikke straffes, de skulde tvertimod lønnes som en Art fortjenstfulde Martyrer!… Under disse Tanker naaede han hen til et Rum, hvor de kvindelige Fattiglemmer sysselsattes med at vaske det kommunale Lintøj. Der inde fra hørtes i Øjeblikket en meget højrøstet og ivrig Samtale. »Hm!« sagde Bumble til sig selv og sankede al sin medfødte Værdighed sammen, »i al Fald disse her Fruentimmere skal min Salighed faa Lov at blive ved at respektere min Myndighed!… — Hejda, hej, derinde! Hvad er det for et Spektakel, I Rakkertampe holder?!«
Han slog Døren op og traadte hidsig og bister ind. Men i næste Nu blev hans Holdning befippet og ydmyg, thi han saa' foran sig — sin Ægtehalvdel.
