181
OLIVER TWIST
Udenfor den Bygning standsede det værdige Ægtepar, just i samme Øjeblik, som det første fjerne Tordenskrald drønede, og Regnen begyndte at pladske. — »Her maa det vist være!« sagde Bumble og saa' paa en Lap Papir, han holdt i Haanden.
»Halløj dernede!« raabte en Stemme ovenfra. Og da Bumble saa' op, fik han Øje paa et Ansigt oppe i et Vindu paa anden Sal. — »Bi et Øjeblik, saa skal jeg komme ned!« raabte Stemmen igen. Hvorefter Hovedet forsvandt, og Vinduet blev smækket i.
»Var det ham?« spurgte Bumbles blide Halvdel. Og da Bumble havde svaret med et Nik, tilføjede hun: »Husk nu paa, hvad jeg har sagt dig, og tal saa lidt som muligt, for at du ikke skal løbe dig en Staver i Livet!«
Hr. Bumble, som imidlertid med en saare betænkelig Mine havde mønstret Huset, vilde aabenbart til at ytre Tvivl om, hvorvidt det overhovedet for Øjeblikket var raadeligt at indlade sig videre paa Sagen. Men i det samme slog Monks den lille Dør op, udenfor hvilken de stod, og vinkede ad dem, at de skulde komme ind. »Naa, kom saa, kom saa!« sagde han og stampede utaalmodigt i Gulvet; »staa ikke der og driv!«
Madam Bumble, som først havde nølet, traadte rask ind. Og Bumble, som enten skammede sig eller var bange for at blive ene tilbage, fulgte saa bag efter. Men han var øjensynlig grumme ilde tilpas og savnede saa godt som fuldstændigt den paafaldende Værdighed, der til daglig Brug udmærkede ham.
»Hvorfor Satan blev De staaende derude og lod det regne paa Dem?« spurgte Monks, da han havde lukket Døren af, og han vendte sig om mod Bumble.
»Naa—aa«, mumlede Bumble og skævede ængstelig omkring, »vi vilde bare køle os lidt af.«
»Pyh, køle af?!« vrængede Monks. »Ikke al den Regn, der er faldet og skal falde, forslaar til at køle den Helvedes Ild, som et Menneske kan gaa om med. Tro De mig, De faar ikke saa let kølet Dem af, De!«
Efter denne elskværdige Bemærkning drejede han sig pludselig om mod Madam Bumble og stirrede paa hende med sit skumle Blik. Madamen var ellers ikke saa let at skræmme, men tilsidst maatte hun dog tage Øjnene til sig og se ned i Gulvet.
»Naa det er altsaa Damen?« sagde Monks.
»De tror maaske ikke, et Fruentimmer kan holde paa en Hemmelighed?« indskød Madam Bumble kæphøj og dristede sig til at møde hans forskende Blik.
»Tjo«, svarede han haanligt, »èn Hemmelighed holder Fruentimmerne altid paa, — indtil den er opdaget: det er Tabet af deres gode Navn og Rygte! Og jeg er forresten heller ikke bange for, at et Fruentimmer skal plapre ud med en Hemmelighed i det Tilfælde, at hendes Snakkesalighed kan skaffe hende enten i Galgen eller til Straffe-Kolonien. Forstaar De?«
»Nej«, mumlede Madam Bumble og blev lidt bleg.
