180
CHARLES DICKENS
»Naar?«
»I Morgen.«
»Saa i Morgen Aften Klokken 9!« Den fremmede skrev hastigt og utydeligt sin Adresse paa en Stump Papir. »Jeg behøver vel ikke at paalægge Dem at være tavs? for det er jo i Deres egen Interesse!«
Han gik hen og betalte, hvad de havde drukket, gentog med Eftertryk: »Klokken 9 i Morgen Aften!« tilføjede saa i en kort Tone, at de skulde hver sin Vej, og gik.
Men da Bumble saa' paa Adressen, opdagede han, at der stod intet Navn. Eftersom den fremmede ikke var kommet langt bort endnu, skyndte han sig efter ham og og rørte ved hans Arm.
»Hvem er dét?!» fòr det ud af den fremmede, og han vendte sig heftig om: »Lister De Dem efter mig?«
»Det var bare, fordi De har glemt —« sagde Bumble og pegede paa Papiret: »hvem skal jeg spørge efter?«
»Monks!« svarede den fremmede, og skyndte sig bort.
37.
Sammenkomsten mellem Monks og Ægteparret Bumble.
Det var en lummerhed Sommeraften med stærkt overtrukken Himmel. Nogle store Regndraaber syntes at varsle, at et Uvejr var i Anmarsch, just som Hr. og Madam Bumble, begge formummede i luvslidte Kapper, drejede fra en af Byens Hovedgader ned mod et lille afsides liggende Kvarter, hvis spredte og faldefærdige Huse var byggede paa den moradsige Grund ved Flodbredden. Bumble havde i Haanden en Lygte, som dog endnu ikke var tændt, og gik et Par Skridt i Forvejen, som om han (siden Vejen var saa snavset) vilde skaffe sin Kone den Behagelighed at kunne træde i hans brede Fodspor. Nu og da sagtnede han sin Gang og saa' sig om; men saa snart han havde set, at Madamen fulgte i Hælene paa ham, gik han igen hurtigere til. Ingen af dem talte et Ord.
Kvarteret, hvorhen de agtede sig, kunde ikke siges at have et »tvivlsomt« Rygte; thi man havde allerede i lang Tid vidst, at det var Tilholdssted for Pak, som under alskens Paaskud ernærede sig redeligt af Tyveri og af hvad andre Forbrydelser der kunde falde for. Husene var for Størstedelen usle Rønner, klinede op af Mursten eller af gammelt ormstukkent Skibstømmer. Men midt iblandt dem, med sine øverste Etager ragende ud over Floden, laa en stor Bygning, som i sin Tid havde været brugt til Fabrik. Nu havde forlængst Rotter og Orme og Fugtighed gjort de Stolper møre, hvorpaa den hvilte, og en Del af den var allerede sunken ned i Vandet. Resten hældede sig, ligesom vaklende, ud over den grumsede Strøm og lod til kun at vente paa en passende Lejlighed for at følge bag efter.
