186
CHARLES DICKENS
Saaledes opmuntret traadte Madamen nærmere, og selv Bumble vovede sig i sin Nysgerrighed lidt længere frem. Det grumsede og af Tordenregnen opsvulmede Vand bruste afsted dernede, al anden Lyd overdøvedes af dets Pladsken og Syden mellem de slimet grønne Pæle. Der havde engang været en Vandmølle, og Strømmen skummede og sprøjtede nu i ligesom vild Glæde afsted over de halvraadne Stumper af Mølleværket.
»Hvis man kastede et Lig derned, hvor vilde det saa være i Morgen?« spurgte Monks og lod Lygten dingle frem og tilbage over det sorte Svælg.
»En tre, fire Mil nede ad Floden og revet i Stumper og Stykker!« mumlede Bumble gysende.
Monks tog den lille Skindpung frem af sin Brystlomme, bandt den fast til et Blylod, der laa, og lod Pakken falde ned i Vandet. Man hørte et næsten umærkeligt Pladsk, saa var den forsvundet. De tre deroppe saa' paa hverandre og ligesom trak Vejret lettere.
»Se saa!« sagde Monks og lod Lemmen med Brag falde for igen. »Selv om Strømmen undertiden giver de Døde igen, hvad der jo siges i Romanerne, at den gør, saa holder den dog nok paa, hvad Guld og Sølv den har faaet, altsaa ogsaa paa det Skrammel dér..... Ja saa har vi vist ikke mer at sige hinanden og kan hæve dette behagelige Møde.«
»Naturlig, naturlig!« indskød Bumble ivrigt.
»De passer vel paa at holde Deres Mund, hvad?« spurgte Monks og saa' truende paa ham. »Deres Kone er jeg ikke bange for.«
»Stol De blot paa mig, stol De blot paa mig, Højstærede!« erklærede Bumble overmaade høflig og rykkede under fortsatte Buk baglængs hen imod Trappestigen. »For begge Parters Skyld og ogsaa for min egen Skyld, Hr. Monks, forstaar De jo nok, at — — —«
»Glæder mig paa Deres Vegne! Se saa at faa tændt Deres Lygte og kom afsted i en Fart!«
Det var heldigt for Hr. Bumble, at Samtalen saaledes blev afbrudt. Thi dersom han havde bukket og rykket baglængs endnu saa meget som blot en 6—8 Tommer til, var han ufejlbarligt gaaet hovedkuls ned gennem Trappeaabningen. Han tændte nu sin Lygte ved Monks', og steg skyndsomt ned, fulgt af sin Kone. Monks blev staaende et Øjeblik og lyttede, om der hørtes anden Lyd end af Flodens Brusen og Regnens Pladsken; saa kom han bag efter. Langsomt og varsomt gik de gennem det store Værelse i Stueetagen. Monks fo'r sammen ved hver en Skygge, han saa', og Bumble gik og lyste med Lygten tæt nede ved Gulvet for at se, om der ingen skjulte Lemme var. Saa lukkede Monks sagte Døren op; og efter at have vekslet et Nik til Farvel med deres hemmelighedsfulde Vært traadte det kommenale Ægtepar ud i Mørket og Regnen.
Ligesaa snart Ægteparret var forsvundet, kaldte Monks (der lod til at nære en uovervindelig Angst for at være ene) paa en Dreng, som maatte have siddet i Skjul et eller andet Sted dernede. Han rakte Drengen Lygten, befalede ham at gaa i Forvejen, og begav sig saa op igen i det Værelse, som han lige havde forladt.
