188
CHARLES DICKENS
ned paa Stoleryggen og besvimede, endnu før Bill havde faaet Tid til at udstøde de hensigtsmæssige Eder, hvormed han plejede at stive sine Opmuntringer af. Da han slet ikke vidste, hvad han skulde stille op overfor saadan en stilfærdig Besvimelse, forsøgte han med en Smule Gudsbespottelse. Men da dèt ikke forslog, raabte han om Hjælp.
»Hvad er det, hvad er det, min Ven?« spurgte Jøden og stak Hovedet ind ad Døren.
»Tag og giv Tøsen en Haandsrækning!« svarede Sikes utaalmodigt, »og staa ikke der og grin!«
Fagin gav et forbavset Udbrud fra sig og fo'r ind til Nancy. Lige i Hælene paa ham kom Rævetampen: han lagde i en Fart en Bylt fra sig paa Gulvet, snappede fra ung Charley (der ogsaa var med) en Flaske, rev Proppen af med Tænderne, smagte paa Indholdet (formodenlig for at afværge Fejltagelse) og hældte derpaa en Del af det i Halsen paa Patienten. — »Tag og giv hende lidt frisk Luft med Kakkelovnspusteren, Charley!« kommanderede han saa. »De kan banke hende i Hænderne, Fagin, mens Bill løser op om hende.«
De forskellige Oplivnings-Bestræbelser blev udført meget energisk, navnlig af ung Charley, som lod til at finde det ham overdragne Hverv overstadigt fornøjeligt. Nancy kom da ogsaa efterhaanden til sig selv, og vaklede saa hen til en Stol ved Siden af Sengen, hvor hun skjulte Ansigtet i Hovedpuden. Bill Sikes blev saaledes ene om at udtrykke Forbavselsen over de uventede Gæsters Tilsynekomst. »Hvad for en infam Vind har fejet Dem herhen?!« spurgte han Fagin.
»Det er slet ingen infam Vind, min Vens, svarede Jøden; »for en infam Vind fører aldrig noget godt med sig, men jeg kommer med Lækrerier, som vil fryde Dem at se Rævetamp, min Ven! tag og løs op for Bylten, og lad Bill se de nysselige Ting, som vi i Morges gav alle vore Penge ud for!«
Rævetampen løste geskæftigt den gamle Dug op omkring Bylten og rakte én for én de Genstande, den indeholdt, til ung Charley, som under højrøstede Lovprisninger lagde dem fra sig paa Bordet. »Sikken en Kaninpostej, Bill!« udbrød han: »lavet af saa sarte smaa Væsner, at om det saa er Benene, saa smelter de paa Tungen, man behøver ikke at pille dem! — Og her er et halvt Pund grøn The: saa krabat, at naar De hælder varmt Vand paa, kan Laaget ligefrem ikke sidde fast paa Thepotten længer! — Halvandet Pund Puddersukker, af de aller største Sukkerrør, de har i Plantagerne! — Og Brød, um, og nykærnet Smør — ah! og et Stykke dejlig Ost! — Men her er nu det mest storartede af det altsammen: De har ligefrem aldrig smagt Magen til den!« Han trak op af en af sine uendelige Lommer en stor, vel tilstoppet Vinflaske, medens Rævetampen samtidigt af den Flaske, som han før havde bemægtiget sig, skænkede et stort Glas Brændevin, hvilket Bill uden videre Opsættelse skyllede i sig.
»Hæ! hvad?!« udbrød Jøden og gned sig umaadelig tilfreds i Hænderne. »Nu gaar'en godt igen, Bill, hvad?!«
»Gaar?!« vrængede Sikes. »Jeg kunde være gaaet Fanden i Vold
