189
OLIVER TWIST
over de tyve Gange, uden at De havde rørt en Finger for at hjælpe mig! Hvad skal det sige, din Ærke-Spitsbub, at du har ladt mig ligge her i over tre Uger?!«
»Nej, vil I nu høre, Drenge, vil I nu høre! vi, som kommer med alle de dejlige Ting til ham!» sagde Jøden og trak paa Skuldrene. — »Jeg har jo været væk fra London, min Ven! over en Uge, paa en Ekspedition!«
»Saa—aa?!« brummede Sikes. »Men saa de andre fjorten Dage, hvor De lod mig ligge og ralle her, ligesom en syg Rotte i sit Hul?!«
»Kunde ikke gøre for det, Bill! I saa manges Paahør kan jeg ikke forklare, men — jeg kunde ikke gøre for det: paa min Ære!«
»Paa Deres hvad for én?!« brummede Sikes, med den yderligste Foragt. »Ptøj! tag og skær mig en Skive af Postejen, en af jer Drenge, for at jeg kan faa Smagen af dette hersens af Munden! Ellers kvæles jeg i det!«
»Saa! bliv nu ikke hidsig, min Ven!« bad Jøden ydmygt. »Jeg har virkelig ikke glemt Dem, Bill, aldrig!«
»Nej, jeg skal love for det!« og Síkes smilte bittert, »De luskede om og lagde Planer, mens jeg laa her og frøs og brændte! Og naturligvis, Bill skulde gøre dit for Dem, og han skulde gøre dat, og altsammen for Spotpris, saa snart han kunde støtte paa Benene igen.... Men imens kunde jeg gerne være kreperet, hvis ikke Tøsen dèr havde været!«
Jøden greb behændigt hans sidste Ord: »Ja vel, Bill, hvis ikke Tøsen havde været!« sagde han. »Men hvem andre end mig kan De takke for, at hun var her?«
»Nej det skal Gud vide, deri siger han sandt!« indskød Nancy, somidet samme hurtigt traadte til. »Naa, lad det nu gaa, lad det nu gaa!«
Samtalen tog saa en anden Vending. Efter et hemmeligt Vink af den snu gamle Jøde begyndte Drengene at traktere Nancy med Brændevin, som hun dog kun tog sparsomt til. Fagin, der havde strammet sig op til en usædvanlig Lystighed, bragte Sikes i bedre Humør, dels ved at lade, som om han ansaa hans Trusler for en behagelig Spøg, og dels ved at le højrøstet af et Par plumpe Vittigheder, hvortil Indbrudstyven nedlod sig, efter at han gentagne Gange havde hilst paa Brændevinsflasken.
»Ja det kan nu være meget godt, alt dette her!« bemærkede endelig Sikes. »Men jeg maa have nogle Penge af Dem, og det endnu i Aften.«
»Jeg har ikke en Øre hos mig Bill…!« forsikrede Jøden.
»Saa har De saa mange desto flere derhjemme… Ja hvor mange De har«, tilføjede han, da Jøden besværgende strakte begge Arme i Vejret, »det véd jeg ikke, og det ved De kanske ikke engang selv, for det vilde vel tage for lang Tid at tælle dem. Men Penge maa og skal jeg have i Aften, forstaar De?«
»Vel, vel!« sukkede Jøden. Saa skal jeg sende Rævetampen hjem og…«
»Nej De skal bare aldrig ulejlige Dem!« erklærede Sikes. »Ræve-
