190
CHARLES DICKENS
tampen er mig lidt for meget af en Rævetamp, ser De! Han glemte vist at komme igen, eller tog fejl af Vejen, eller blev snuppet af Politiet, eller hvad for Gavtyvestreger De nu spekulerede ud! Nej Nancy skal gaa med hjem og hente Pengene, saa er jeg sikker! og saa lægger jeg mig saa længe og tager en Skraber.«
Der blev tinget længe frem og tilbage. Jøden fik omsider pruttet en halvfemte Krone af paa det forlangte Beløb, idet han svor paa, at saa havde han selv kun en Krone og tyve tilbage at føre Hus for. Derefter sagde han sin venlige Bekendt Farvel, og gik, fulgt af Nancy og Drengene. Bill smed sig paa Sengen og tog sig en Lur, indtil Nancy kom tilbage.
Hjemme hos Jøden sad Toby Brækjern og Fregne-Tom ved den femtende Omgang Sjavs, som Fregne-Tom naturligvis tabte med samt sin femtende og sidste 25 Øre. Toby lod til at blive noget undselig over at være antruffet i saadant fortroligt Selskab med en Fløs, der stod langt under ham i Dannelse og Intelligens. Han rejste sig straks for at gaa og spurgte gabende, hvordan Sikes havde det.
»Har her været nogen, Toby?» sagde Jøden.
»Ikke saa meget som en Kat!« erklærede Toby og rettede paa sin Skjortekrave: »Gud fordømme mig, hvor her har været myrderlig kedeligt! Hvis jeg ikke af Skikkelighed havde givet mig i Lag med Fyren der, saa havde man ligefrem ikke kunnet holde Øjnene aabne.«
Han strøg med overlegen Flothed sin Gevinst til sig og stak den ned i Vestelommen med en Mine, som om det egenlig var under en Toby Brækjerns Værdighed at tage Notits af den Slags Smaamønt. Og derefter svandsede han ud af Stuen med en saa lapset Flothed, at Fregne-Tom faldt helt i Staver af Beundring over hans Bentøj og hans Støvler. Fregne-Tom erklærede ogsaa, at han ansaa femten Femogtyve-Ører for et billigt Vederlag for Fornøjelsen ved at være sammen med saadan en Mand, og han brød sig ikke en sur Sild om, at han havde tabt. »For jeg kan jo ogsaa gaa ud og tjene mere til, ligesaa snart jeg vil, — er det ikke rigtigt, Fagin?«
»Jo, — jo, min Ven«, svarede Jøden og blinkede til de to andre Drenge, at de skulde lade være at drille Tom. »Det er fuldstændig rigtigt. Og jo før du stikker af, desto klogere gør du… Ja, Rævetamp og Charley! det er vist ogsaa paa Tide, at I ser at komme afsted: Klokken er snart 10, og I har ingenting tjent endnu!«
Drengene tog deres Hatte, nikkede Farvel til Nancy, og gik. Undervejs kom Rævetampen og Charley med mangen Vittighed paa Fregne-Toms Bekostning. Men sandt at sige var der jo slet ikke noget mærkeligt ved Toms Opførsel. En Mængde fortræffelige unge Kavalerer betaler jo stadig langt højere Pris end han for at kunne vise sig i »flot« Selskab. Og en Mængde Herrer af det saakaldte gode Selskab skylder jo deres Ry for Flothed saa noget nær til det selv samme som det, hvortil Toby skyldte sit.
«Naa», sagde Jøden, da de var gaaet, »nu skal jeg hente Pengene til dig, Nancy… Ja det er bare Nøglen til det lille Skab, hvor jeg
