200
CHARLES DICKENS
sagde hun, »fra 11 til Klokken slaar 12, være paa Londoner-Broen, saa fremt jeg da er i Live!« Og hun skyndte sig hen mod Døren.
»Aa nej vent! hør et Øjeblik endnu!« bad Rosa. »Betænk endnu en Gang Deres Stilling, og hvor nemt De nu kan slippe ud af den! Vil De virkelig gaa tilbage til Kæltringe-Banden og det skrækkelige Menneske, naar De med et eneste Ord kan redde Dem selv? Hvad er det dog for en Trolddom, som drager Dem hen i Synd og Elendighed? Er der ikke en eneste Streng i Deres Hjerte, som jeg kan røre ved, — er der ikke en Følelse, som jeg kan vække, saa den sætter sig op imod denne forfærdelige Forblindelse?!«
»Naar Damer, der er unge og smukke og milde som De, giver Deres Hjerte bort,« svarede Nancy roligt, »saa kan Kærligheden føre dem, hvorhen det skal være, — ja, ogsaa Dem! Og det endskønt de har Hjem og Venner og Beundrere og saa meget til at udfylde Livet med! Men naar Fruentimre som jeg, der ikke har andet sikkert Tag over Hovedet end Ligkistelaaget og ingen anden Bistand i Sygdom og Død end Vaagekonen paa Hospitalet, naar vi giver vort fordærvede Hjerte hen til en Mand og lader ham udfylde hele den Plads, som engang udfyldtes af Forældre og Hjem og Venner, eller som maaske har staaet tom hele vort usle Liv igennem: hvem tror De saa kan tænke paa at redde os? Beklag os, Frøken, — beklag os, fordi vi kun har én eneste af Kvindens Følelser tilbage, og fordi den Følelse, som skulde være vor Trøst og vor Stolthed, ved en forfærdelig Himlens Straf blot er blevet os en ny Kilde til Lidelser og til Mishandling!«
Rosa tav et Øjeblik. — »Men,« begyndte hun, saa igen, »tag i det mindste mod en Bagatel, saa at De — til vi ses igen — kan leve.... hæderligt!«
»Ikke en Øre!« svarede Nancy og slog afvisende ud med Haanden.
»Luk ikke Deres Hjerte for mig! Jeg vil saa gerne være Dem til Nytte!«
»Den største Nytte, De kunde gøre mig, Frøken,« brød det pludselig ud af Nancy, og hun vred sine Hænder, »det var, om De lige med det samme kunde skille mig af med mit Liv! For jeg har i denne korte Stund lidt mer ved at føle, hvem jeg er, end jeg har lidt nogensinde før. Det vilde allerede være en Trøst, om man vidste, man ikke skulde dø i det Helvede, hvor man har levet!… Gud velsigne Dem, kære Frøken, og skaffe Dem ligesaa megen Lykke, som jeg har skaffet mig selv Skændsel!«
Højt hulkende skyndte hun sig ud ad Døren, medens Rosa Maylie fortumlet sank ned paa en Stol og søgte at besinde sig ovenpaa denne forunderlige Samtale, der mere syntes som en Drøm end som Virkelighed.
