201
OLIVER TWIST
40.
En Overraskelse kommer sjældent alene.
Hendes Stilling var unægtelig vanskelig. Hun brændte af Længsel efter at faa løftet det hemmelighedsfulde Slør om Oliver — og turde jo saa alligevel ikke tænke paa at svigte den Tillid, som den stakkels fortabte Pige havde vist hende! Hun og Fru Maylie skulde kun blive tre Dage i London, før de for nogle Uger rejste til et fjernt Sted ude ved Kysten; og nu var allerede den første Dag gaaet, og det var Midnat! Hvad Plan skulde hun kunne udtænke, som lod sig udføre paa 48 Timer? eller hvordan skulde hun, uden at vække Mistanke, kunne faa Rejsen udsat? Doktor Losberne boede sammen med dem, han agtede at blive de to næste Dage. Men hun vidste, hvor opfarende den fortræffelige Doktor var; gik hun uden videre hen og betroede ham Sagen, saa vilde han lige straks blive ude af sig selv af Raseri mod det Fruentimmer, der i sin Tid havde faaet lokket Oliver tilbage til Jøden. Og heller ikke til sin Tante turde hun henvende sig, for Tanten, vidste hun godt, vilde straks spørge Doktoren til Raads. Pludselig faldt det hende ind, om hun ikke skulde søge Hjælp hos Harry. Men i det samme dukkede hele deres sidste Samtale op for hende, og hun syntes (Taarerne trængte sig frem i hendes Øjne, alt som hun grublede derover), at det vilde være uværdigt af hende at kalde ham tilbage, nu da han maaske var naa't til at glemme hende og følte sig lykkelig derved!
Rosa sov ikke den Nat, hun laa og grublede forpint frem og tilbage. Næste Dag grublede hun videre, og tog saa endelig en fortvivlet Beslutning. Hun vilde skrive til Harry! Men over de Snese Gange tog og lagde hun Pennen, og endnu var hun ikke kommen paa det rene blot med hvordan den første Linje skulde være. Pludselig kom saa Oliver, der havde været ude at spadsere, farende ind til hende, saa aandeløs og urolig, som om der var hændt en ny Ulykke.
»Hvad er der, Barn?!« udbrød Rosa og rejste sig hurtigt.
»Aa Gud! at jeg virkelig skulde faa ham at se igen, og at De kunde faa at vide, at alt, hvad jeg har sagt, er sandt!«
»Hvad mener du? Hvem taler du om?«
»Jeg har set,« forklarede Oliver, der knap kunde faa Ordene frem, »den Herre, som De véd var saa god imod mig, Hr. Brownlow!«
»Hvor?«
»Han stod ud af en Vogn og gik ind i et Hus. Han saa' mig ikke, og jeg kom til at ryste saadan, saa jeg kunde hverken kalde eller løbe efter ham. Men Giles spurgte Folkene, om han boede der i Huset, og de sagde Ja. Her skal De se!« Og Oliver, der græd stærkt, stak en Lap Papir frem.
Det næste Nu havde Rosa en Plan færdig. »Gesvindt!« sagde hun. »Sig dernede, at de skal skaffe mig en Droske, og vær saa selv parat
