204
CHARLES DICKENS
paa Stolen, i samme Nu som Brownlow traadte ind med Oliver. Grimwig tog meget naadigt imod dem. Ak ja, selv om Rosa ikke havde faaet anden Løn for al sin Bekymring og Omhu for Oliver end dette ene Øjeblik, saa vilde hun dog have troet sig rigeligt belønnet.
»Men Guds Død, der er da én, vi ikke maa glemme!« udbrød Hr. Brownlow og ringede. »Aa vær saa god og bed Madam Bedwin komme herind!«
Et Øjeblik efter traadte den gamle Husholderske ind, nejede, og blev staaende lige inden for Døren og ventede paa Besked.
»Hm, Bedwin!« sagde Hr. Brownlow, noget drillende, »De bliver da ogsaa mer og mer blind for hver Dag!«
»Aak ja, Hr—« sukkede hun, »i min Alder bliver Øjnene immer svagere.«
»Det kunde jeg næsten tænke mig selv!… »Naa men sæt nu Brillerne paa og se, om De ikke kan hitte ud af, hvorfor jeg har ladt Dem kalde!«
Oliver kunde dog ikke bie saa længe, det næste Sekund fo'r han lige i Favnen paa hende: »Kære, søde Plejemoder!«
»Aa Gud, aa Gud! Min egen uskyldige Dreng!« mumlede hun og blev ved at knuge og knuge ham ind til sig. »Ja var det ikke det, jeg altid sagde, at han kom igen! Og hvor han ser godt ud! og saa pænt, som han er klædt! Hvor har du dog været henne i al den lange Tid? Hm! det er det samme søde Ansigt, men ikke saa blegt mere! Jeg har set det for mig saa tidt, sammen med mine egne kære Børns, der gik fra mig, den Gang jeg endnu var ung og fornøjet!« Og hun kælede for Oliver og skiftevis lo og græd.
Imidlertid havde Rosa, inde i det tilstødende Værelse, betroet Hr. Brownlow Nancys Meddelelse, som overraskede ham i høj Grad. Han billigede fuldstændig, at Rosa ikke havde sagt noget til Dr. Losberne, det var langt klogere, at nu han forhandlede med den brave Doktor. Aftalen blev, at han endnu samme Aften skulde indfinde sig i Hotellet, og at Rosa blot forinden skulde læmpeligt sætte sin Tante ind i, hvad der var sket. Derefter kørte Rosa og Oliver hjem.
Dr. Losberne fo'r ganske rigtigt op som en Rasende, da han om Aftenen fik Nancys Forklaring at høre. Under en hel Syndflod af Eder og Trusler svor han, at han vilde gøre hende til det første Offer for de Herrer Blathers & Duffs forenede Kløgt, og han satte endog Hatten paa for straks at gaa ud og paakalde disse to værdige Opdageres Hjælp. Men Hr. Brownlow var ogsaa en ret hidsig Kavaler: og dels hans Opfarenhed, dels forskellige Modforestillinger og Grunde fik da endelig Doktoren til at opgive sit Forsæt. »Skønt!« erklærede han bittert, »hvad Satan vil De ellers have, vi skal gøre? Affatte en Takadresse til alt det Rak, baade Mandfolkene og Fruentimmerne, og bede hver af dem modtage et Par Tusend Kroner som et ringe Bevis paa vor Agtelse og som en fattig Paaskønnelse af deres Godhed mod Oliver?!«
