203
OLIVER TWIST
strengt tro'r jeg allerede nu, at jeg bedømte ham!), saa tal! i Himlens Navn, tal!«
»En snavs Dreng, eller jeg vil æde mit eget Hoved!« brummede Hr. Grimwig, som en Slags Bugtaler, — der rørte sig i al Fald ikke en Muskel i hans Ansigt.
»En god Dreng, med et varmt Hjerte!« sagde Rosa og blev lidt rød i Hovedet. »Forsynet, der har sat ham paa saa haard en Prøve, har udrustet ham med Følelser, som vilde gøre mangen En Ære, der er seks Gange saa gammel som han!«
»Jeg er kun 61,« bemærkede Hr. Grimwig, stadig med ubevægeligt Ansigt, »og Fanden skal staa i det, om ikke denne Oliver er 12 Aar! Saa jeg indser ikke det træffende i Bemærkningen.«
»Bryd Dem blot ikke om min Ven,« indskød Brownlow, »han mener ikke, hvad han siger.«
»Æde mit eget Hoved, om jeg ikke gør!« brummede Grimvig og stødte sin Stok i Gulvet.
»Ja i saa Fald fortjente du ogsaa at faa Hovedet kappet af!« svarede Brownlow, lidt hidsigt.
Hvorefter de to ældre Herrer hver tog sig en Pris Tobak — og rakte hinanden Haanden, saadan som de ufravigeligt altid gjorde. Imidlertid havde Rosa samlet sine Tanker, og fortalte nu kort og naturligt alt, hvad der var hændet Oliver, siden han havde forladt Brownlows Hus. Kun fortav hun foreløbig Nancys Meddelelse, den vilde hun betro Hr. Brownlow under fire Øjne. Hun sluttede med at forsikre, at i al Fald i de sidste Maaneder havde Oliver ikke haft anden Sorg, end at det ikke havde været muligt at finde hans fordums Velgører og Ven.
»Gud være lovet!« sagde gamle Hr. Brownlow; »der har De gjort mig en stor, en yderst stor Glæde! Men De har ikke sagt mig, hvor Oliver er nu?! Ja De maa ikke blive vred, men… hvorfor tog De ham ikke med herop?«
»Han sidder og venter i en Vogn her nedenfor.«
»Nedenfor?!« udbrød den Gamle. Og uden at sige et eneste Ord mere fo'r han ud af Stuen, ned ad Trapperne, op ad Vogntrinet og ind i Vognen.
Lige saa snart Døren havde lukket sig efter ham, løftede Hr. Grimwig Hovedet, balancerede sin Stol op paa et af dens bageste Ben, og tegnede, stadig siddende, med sin Stok tre omhyggelige Cirkler. Da han lykkeligt havde faaet dette fuldført, rejste han sig, humpede, saa godt han kunde, mindst tolv Gange op og ned ad Gulvet, blev saa pludselig staaende foran Rosa og bøjede sig uden videre ned og kyssede hende.
»Saa-saa-saa!« brummede han, da hun, lidt betuttet, gjorde Mine til at ville rejse sig, »bliv nu ikke forskrækket! Jeg er gammel nok til at kunne være Deres Bedstefader. De er en Pokkers sød Pige, — jeg kan godt lide Dem. Saa! der har vi dem!«
Med en behændig Vending naaede han tilbage til sin forrige Plads
