208
CHARLES DICKENS
»Giv os imens en Bid kold Steg og en Slurk Øl ind i Gæstestuen!«
Barney viste dem ind i en lille Bagstue, satte det forlangte ind til dem, meddelte samtidigt, at de kunde godt faa Nattelogis, og lod det elskelige Par være ene. — Bagstuen laa lige bag ved Skænkestuen, et Par Trin lavere, saa at man kunde se og høre alt, hvad der foregik i Bagstuen, naar man inde i Skænkestuen trak et Gardin fra et lille Vindu, der var henne i en Krog, og naar man lagde Øret op til Væggen. Barney var lige vendt tilbage, da Fagin paa en af sine vanlige Aftenture kom ind for at spørge efter et Par af sine unge Venner. »Hys!« sagde Barney, »der er fremmede inde i Stuen ved Siden af. Et Par løjerlige Fyre fra Landet, — forresten vist noget for Dem!«
Fagin krøb øjeblikkelig op paa en Stol og kiggede ind ad Ruden. Noah sad og huggede løs paa Oksestegen og Øllet. Nu og da tildelte han Charlotte en homøopatisk Dosis af begge Slags. Hun sad taalmodigt og spiste og drak, hvad han undte hende.
»Hæ hæ!« mumlede Fagin og vendte sig om til Barney, »Fyren ser ikke saa tosset ud. Han kunde maaske bruges, han har allerede faaet godt Kram paa Tøsen. Aa vær et Øjeblik ganske stille, min Ven, saa jeg kan høre! lad mig høre, hvad de siger!«
»Ja fra nu af giver jeg Greven!« sagde Noah og strakte Benene fra sig og fortsatte en Forklaring, som Fagin var kommet for sent til at høre Begyndelsen af. »Ingen af de Satans Ligkister mer, men Herre-Liv, forstaar du, Charlotte! Og du skal være Dame, hvis du har Lyst.«
