209
OLIVER TWIST
»Ja men, søde Noah, hver Dag er der jo ikke en Pengeskuffe at tømme, saa man kan slippe godt fra det bag efter!«
»Fanden i Vold med Pengeskufferne! Saa er der andet at tømme, du: Lommer og Syposer og Huse og Postvogne og Banker!« erklærede Noah, hvis Mod var steget, efterhaanden som Øllet var gaaet ham til Hovedet.
»Ja men alt det kan du da ikke gøre alene, søde Noah!«
»Jeg skal nok skaffe mig Kammerater. Du allerede er jo lige saa meget værd som 50! For jeg har da aldrig truffet saa lumsk og durkdreven en Tøs, som du er, naar jeg giver dig Lov til at være det.«
»Nej hvor du er sød, naar du taler saadan!« udbrød Charlotte og trykkede et Kys paa hans grimme Fjæs.
»Lad mig være! Du behøver ikke at blive saa kælen, fordi jeg før var studs mod dig.« Og Noah skubbede hende værdigt fra sig. »Jeg kunde lide at blive Kaptajn for saadan en hel Bande, som jeg kommanderede og passede op alle Vegne, uden at de vidste af det. Jeg spenderede s'gu gerne den 500 Kr.-Seddel paa det, som du snuppede, — saa meget mer, som jeg ikke rigtig kan hitte ud af, hvordan vi skal faa den slaaet itu.«
Samtalen blev afbrudt ved, at Døren gik op, og en Fremmed traadte ind. Det var Fagin. Han havde sit aller venligste Ansigt paa, hilste meget dybt, idet han tog Plads ved det nærmeste Bord, og forlangte saa noget at drikke hos den grinende Barney.
»En smuk Aften, Højstærede, bare lidt kold i Forhold til Aarstiden!« henvendte han sig til Noah og gned Hænderne. »De er kommen ind fra Landet, ser jeg.«
»Hvoraf ser De dèt?« spurgte Noah.
»Vi har ikke saadan en Bunke Støv i hele London!» Og Fagin pegede først paa Noahs og Charlottes Sko og derefter paa deres Bylter.
»De er en snedig Fyr!… Ha ha ha! hørte du den, Charlotte?«
Barney kom ind med Drikkevarer, og Fagin bød venskabeligt rundt.
»Krabat Vare!« bemærkede Noah og smækkede med Tungen.
»Men dyr,« sagde Fagin. »Vil man drikke den daglig, saa maa man tit se at faa tømt en Pengeskuffe eller en Lomme eller en Sypose eller et Hus eller en Postvogn eller en Bank!«
Noah gik bag over paa Stolen og stirrede, askegraa i Ansigtet, bestyrtet først paa Jøden og saa paa Charlotte.
»Ja mig skal De saamænd ikke ængste Dem for, min Ven!« forsikrede Fagin og rykkede nærmere. »Hæ hæ hæ, det var et Held for Dem, at der ikke var andre end mig, der hørte det, — et stort Held!«
Noah havde trukket Benene til sig og trak dem nu helt op under Stolen. »Det var hende dèr, der tog Pengene, og ikke mig!« stammede han; »du har dem ogsaa endnu, Charlotte, det véd du godt selv, at du har!«
»Blæse med, hvem der tog og hvem der har dem, min Ven!« indskød Fagin, som alligevel med et Falkeblik mønstrede Pigebarnet og
