212
CHARLES DICKENS
alligevel noget, der let kan skaffe Dem det Halstørklæde paa, som er nemt nok at binde, men svært at løse — ja lige rent ud: Strikken!«
Hr. Bolter tog sig op til Halsen, som om hans Halstørklæde generede ham, og fremmumlede et »Ja«, der var betinget i Tonefaldet, men ubetinget efter Ordlyden.
»Ser De, Galgen, min Ven,« fortsatte Fagin, »er en ubehagelig Vejviser: den peger om et meget skarpt Hjørne, hvor mangen brav Karls Vandring hen ad den slagne Landevej pludselig er stoppet op. At holde Dem paa den slagne Landevej og borte fra Galgen — det maa være Numer Ét for Dem!«
»Ja naturligvis!… Men hvorfor snakker De om den Slags Ting?«
Jøden trak Øjenbrynene sammen. »Bare for at forklare Dem min Mening tydeligt« sagde han. »De er afhængig af mig, det er Deres Numer Ét, — og jeg er afhængig af Dem, hvis min lille Forretning skal trives, det er mit Numer Ét. Saadan holder Omsorgen for Numer Ét os sammen, og gør den ikke det, gaar vi allesammen til Grunde.«
»De er en durkdreven gammel Rad!« mumlede Bolter tankefuld.
Jøden følte tilfredsstillet, at hans Kløgt virkelig havde gjort Indtryk paa Rekruten, og for yderligere at styrke Hr. Bolters Respekt gav han ham en kort og noget farvet Oversigt over Arten og Omfanget af Forretningerne. »Den gensidige Tillid,« forklarede han videre, »er dèt, der holder mig oppe, selv under tunge Tab. Det er ikke længer siden end i Gaar Morges, at jeg mistede min bedste Medhjælper. Han blev … kaldt bort.«
»Døde han?«
»Naa-aa, — nej — fuldt saa galt var det jo ikke! Nej, han blev beskyldt for at ville have ryddet op i en Lomme, og saa fandt de en Sølvsnustobaksdaase hos ham, — hans egen, kære Ven, hans egen, for han snuste selv og satte Pris paa det. Sagen mod ham blev udsat til i Dag, de mente, de skulde kunne faa fat i Ejermanden til Daasen. Aak! han var over halvhundrede Sølv-Snustobaksdaaser værd, jeg gav dem gerne for at faa ham igen! Ham skulde De have kendt, min Ven; De skulde have kendt Rævetampen!«
»Det kan jeg vel komme til endnu?«
Jøden sukkede. »Tvivler om det!… Tja, skaffer de ikke nye Beviser imod ham, saa har vi ham vel igen om en 5—6 Uger. Men ellers … kommer han vist til at gøre en lang Rejse. De véd deroppe, hvad for en prægtig Gut Rævetampen er, de lader ham ganske bestemt ikke slippe billigere end med en Rejse!«
Efter Hr. Bolters Forlangende skulde Fagin til at forklare, hvad en »Rejse« var (nemlig det samme som Deportation paa Livstid). Men i det samme traadte ung Charley ind, med Hænderne i Bukselommerne og et komisk-fortvivlet Udtryk i Ansigtet. — »Det er forbi, Fagin!« meldte han.
»Hvad siger du?« spurgte Jøden med dirrende Læber.
»De har hittet den Kavaler, der har ejet Daasen, og endda et Par andre
