213
OLIVER TWIST
Vidner, Rævetampen faar fri Overfart!… Jeg maa have Sørgedragt, Fagin, og Flor om Hatten, naar jeg skal hen at sige ham Farvel. Nej, men at tænke sig! at Jack Dawkins — Rævetampen, — den durkdrevne Rævetamp kommer til at rejse for en lumpen Snustobaks-Daases Skyld! Om han endda havde plyndret en eller anden gammel Rigmand for alt, hvad han ejede! Saa var han rejst af som Gentleman og ikke som en gemen Lommetyv, uden Hæder og Værdighed! — —« Og opbragt og nedslaaet paa sin Vens Vegne kastede ung Charley sig ned paa den nærmest staaende Stol.
Fagin saa' vredt paa ham. »Hvad er det for noget Vrøvl, at han ingen Hæder og Værdighed faar?« vrissede han. »Har han maaske ikke altid været den dygtigste af Jer allesammen? Naa, hvad er der saa at flæbe for!«
»Jamen det kommer ikke til at staa i Forhøret!« indvendte ung Charley med en Stemme, der var hæs af Bedrøvelighed. »Ingen faar at vide hare Halvdelen af, hvad han har været! Han bliver maaske ikke engang nævnt i Aviserne!«
»Hæ, hæ, hæ!« fniste Jøden og rakte Charley sin højre Haand, medens han vendte sig om mod Bolter: »Der ser De, min Ven, hvor stolte de er af deres Kald! Er det ikke en ren Fornøielse? —« Saa klappede han ung Charley paa Skuldren. »Op med Hovedet, Charley!« sagde han, »det kommer altsammen for en Dag, altsammen! Alverden skal faa at vide, hvad for en Pokkers Fyr han var, — han vil selv vise den det! Tro du mig, han gør ikke sine gamle Kammerater og sin Lærer Skam! Han skal holde Tale, og vi andre skal læse det i Aviserne. Hvad du? saadan som han skal drille dem deroppe i Retten og tage dem fortroligt og gemytligt, — aah, sikke Løjer! sikke Løjer!«
Jøden havde snildt læmpet sig efter ung Charleys ejendommelige Natur. Før havde ung Charley nærmest betragtet den arresterede Rævetamp som et Offer, men nu opfattede han ham som Hoved-Aktøren i en sjælden og grinagtig Komedie. Han blev helt utaalmodig efter at det Øjeblik skulde komme, da hans hidtidige Kammerat kunde faa Lejlighed til at lægge sin Storhed for Dagen. Og da Jøden sagde noget om, at man maatte dog se at faa at vide, hvordan det gik i Retten i Dag, tilbød han øjeblikkelig at gaa.
Men det vilde Fagin dog ikke have. »Er du gal, min Ven, — synes du ikke, det er nok, jeg har mistet én af Jer?« udbrød han. »Tja (han rystede paa Hovedet) og selv kan jeg jo ikke godt — —!«
»Hvorfor sender De saa ikke den ny dèr?« spurgte Charley og pegede paa Noah. »Ham er der jo ingen, der kender.«
»Nej! — ja hvad siger De, min Ven?« sagde Fagin og saa' om paa Bolter.
Men Hr. Bolter virrede uvillig med Hovedet. »Nej mange Tak,« svarede han, »det hører ikke til mit Fag!«
»Hvad Fag har De givet ham?« spurgte Charley og mønstrede Noahs ranglede Krop med uforstilt Uvilje. »Det er maaske hans Fag
