214
CHARLES DICKENS
at krybe i Skjul, naar det kniber, og at æde sig Skrutten fuld, naar der ingen Fare er?«
»Pas dig selv!« bruste Hr. Bolter op, »og vær ikke næsvis mod dine Overmænd, min Dreng! For det kunde du nemt komme snavs fra!«
Ung Charley lo saa voldsomt af denne overlegne Trusel, at det varede en Stund, før Fagin kunde faa lagt sig imellem og faa forklaret Hr. Boller, at han udsatte sig ikke for det aller ringeste ved at gaa op i Politiretten. Godt forklædt kunde han tværtimod aller sikrest færdes paa Politikammeret, eftersom ingen vilde falde paa at søge ham dèr. Disse og lignende Forestillinger samt endnu mere den hemmelige Frygt for Jøden bevægede omsider Bolter til (med et yderst fortrædeligt Ansigt) at paatage sig Ekspeditionen. Fagin udstyrede ham med en Fragtmands-Kittel, med Knæbukser, Gamascher, Filthat og Pisk, saa at han virkelig fuldstændig lignede en ranglet og kejtet Fragtkusk fra Landet. Derefter fik han en nøjagtig Beskrivelse af Rævetampen samt af hvad Vej han skulde gaa, og Charley fulgte ham saa gennem krogede og snavsede Gyder hen i Nærheden af Politistationen og lovede at vente paa ham, til han kom tilbage.
Noah havde faaet saa god Besked, at han slap ind i Politirets-Lokalet uden at være blevet standset og uden at have behovet at spørge sig for undervejs. En Mængde Mennesker var stuvet sammen i den mørke, beklumrede Sal. Foran Skranken stod i Øjeblikket et Par Fruentimmer, som nikkede til beundrende Veninder, medens Retsskriveren læste nogle Vidne-Forklaringer op. En Slutter stod i Nærheden af dem og gned sig tankefuld paa Næsen med en stor Nøgle. Nu og da maatte han dog afbryde denne Beskæftigelse for at paabyde Tilhørerne Tavshed eller for at tilraabe et Fruentimmer »Skaf den Unge ud!« naar Rettens Værdighed forstyrredes af nogle svage Vræl af et udsultet Pattebarn. Noah spejdede ivrigt rundt efter Rævetampen, men kunde ikke opdage nogen, paa hvem Beskrivelsen passede. Saa var imidlertid de to Fruentimmeres Sag færdig, og de blev ført ud, og straks efter viste sig en ny Arrestant. Dèt kunde umuligt være nogen anden end Rævetampen! Med de store Frakkeærmer som sædvanligt smøget op, med Hatten i højre Haand og den venstre Haand begravet i Bukselommen kom han slentrende foran Slutteren ind i Salen, med en aldeles ubeskrivelig, ligesom rullende Gang. Og i samme Øjeblik, som han tog Plads i de Anklagedes Boks, udbad han sig højrøstet Oplysning om, af hvad Grund man havde trukket ham ind i denne infame Bule.
»Hold Mund!« sagde Slutteren.
»Er jeg maaske ikke Englænder, hvad?« bralrede Rævetampen op. »Jeg holder paa mine borgerlige Friheder.«
»Ja du skal snart faa borgerlig Frihed, du!« svarede Slutteren: »et Hampereb om Halsen!«
»Vi skal faa at se, hvad Indenrigsministeren siger til saadant noget Bagas!« truede Rævetampen. »Naa men — halløj dèr! kan det snart blive til noget? Maaske Dommerne vilde være saa venlige at klare
